Min søn stod højt oppe på en klippe. Nedenfor lå en sø. Med sine barneøjne vurderede han, at det ville være sejt, hvis han kunne kaste en sten hele vejen deroppefra og ned i søen. Hvis du har prøvet at stå på en klippeafsats, så vil du vide, at man nemt kan fejlvurdere afstanden tværs henover afgrunden. Og da særligt, hvis man er barn.
Jeg skreg i det øjeblik, jeg så stenen forlade hans hånd, for jeg vidste, at rundt om søen fandtes en gangsti. Jeg løb hen til kanten og så ned. Lige dernede gik to mennesker. Jeg kan næsten mærke den tid, jeg ventede på, at stenen skulle ramme. Jeg vidste, at hvis den ramte en af de intetanende personer, så ville vedkommende dø på stedet.
Stenen ramte jorden. Få meter fra de to. Inde i buskadset.
De standsede forskrækket op men anede ikke, at lyden stammede fra en sten, der var kastet langt oppefra. Min søn brød sammen. Han havde ikke haft den ringeste anelse om, hvor farlig hans helt uskyldige leg havde været.
Jeg tror, de fleste mennesker har været i situationer, hvor de tænkte: Pyh, det var tæt på. Et øjebliks uopmærksomhed. Sekunder der adskiller forskrækkelsen fra katastrofen. Det rene tilfælde. Den Oscarbelønnede film, Babel, tog udgangspunkt i en tragedie, hvor to børn legede med et gevær, som viste sig at være ladt, og skuddet ramte en tilfældig kvinde i en bus. Filmen er et vanvittigt drama med mange facetter, og faktisk har det været umuligt for mig at gense den, efter jeg selv fik børn, fordi den giver indtryk af, at uanset hvor mange forholdsregler vi tager, og uanset hvor grundigt vi tænker os om, så kan ting gå helt galt.
Det er måske også af samme grund, at jeg – og de fleste andre danskere – i denne uge blev så oprørt over og påvirket af den betonsten, der blev kastet ud over en bro og dræbte en mor til en 5-årig dreng, der også ligeså nemt kunne have mistet livet. Er man i stand til at slæbe en 30 kg tung betonsten op til en motorvejsbro, løfte den og tilrettelægge sit kast, så har man også forstand til at vide, at det kan resultere i drab.
Dybest set kunne det ligeså godt have været en snigskytte. Princippet er det samme, og jeg tænker: Er det der, vi er?
For god ordens skyld skal jeg sige, at jeg ikke accepterer nogen form for myrderi, men når terrorister går amok på uskyldige mennesker, så har de i det mindste et eller andet sygt mål med deres forehavende. Et budskab eller en tro på, at de bliver helte eller martyrer. Men en sten fra en bro, der rammer helt tilfældig. Ja, det er svært at se det som andet end drab for underholdningens skyld, hvilket netop gør det så bestialsk og uforståeligt.
Dette var også ugen, hvor den verdensberømte fysiker, Stephen Hawking besøgte Danmark, og jeg bed mærke i, at han sagde, at vi mennesker næppe lever om 1000 år, hvis vi ikke tager andre planeter i brug. Han forudsiger, at vi i modsat fald får udslettet os selv. Ikke med krig og terror men simpelthen med snilde. Hvis det lykkes os at skabe en kunstig intelligens, så vil den jo være i stand til at træffe beslutninger, som vi ikke nødvendigvis er enige i. Eller for at bruge et af hans citater: ”Hvis Jorden besøges rumvæsener, så vil resultatet være, som da Colombus opdagede Amerika, hvilket ikke resulterede i noget godt for de indfødte amerikanere”
Det kan godt være, jeg er ramt af dårligt humør, men i denne her uge har jeg bare så svært ved at bevare optimismen.
