Se i videoen over artiklen, hvordan mobilen har ændret dit liv på bare 10 år.

Selv om 2017 endte med at blive et ganske fint år for Telia Danmark, der fredag kan aflægge årsregnskabet for perioden, må de alligevel sande, at de i årets sidste tre måneder mistede 4.000 kunder.

Det fremgår af en pressemeddelelse, som selskabet sendte ud fredag.

Her oplyses det, at årsregnskabet for Telias danske forretning i 2017 møder de forventninger, man havde forinden. Det skyldes blandt andet, at man havde et såkaldt EBITDA, der er et udtryk for selskabets driftsresultater før afskrivning, på plus 533 millioner.

Det tal ligger dog en lille smule under tallet fra 2016, hvor det var på 544 millioner.

Morten Bentzen, administrerende direktør i Telia Danmark, hæfter sig imidlertid ved, at man i fjerde kvartal i 2017 formår at øge EBITDA fra 153 millioner kroner i fjerde kvartal i 2016 til til 161 millioner kroner.

»Vi har i 2017 haft et dedikeret fokus på at give vores kunder en bedre service. Vi har blandt andet lanceret vores nye digitale selvbetjeningsunivers Mit Telia, hvor 200.000 kunder i dag servicerer sig selv, når de vil og hvor de vil. Udover at drive vores omkostninger ned, har det givet os et rigtig godt fundament til vores fortsatte fokus på digitalisering i 2018. Alt sammen for at give vores kunder de bedste oplevelser,« siger Morten Bentzen.

Af pressemeddelelsen fremgår det også, at Telia i fjerde kvartal af 2017 har mistet 4.000 kunder.

»Det hænger sammen med, at vi i 2017 har lagt større vægt på at servicere de eksisterende kunder og haft fokus på øget salgskvalitet,« siger Morten Bentzen.

Det tilføjes, at tallet også er påvirket af, at man i april 2017 lukkede for taletidskort og dermed deaktiveret 90.000 sim-kort.

Ifølge Bloomberg havde Telia på verdensbasis en omsætning på 21,9 milliarder svenske kroner i 2017, mens de rammer et et nettooverskud på 754 millioner svenske kroner i samme periode.