Danske forbrugere kan se frem til 2018, hvor prisen på internet står til at blive billigere.

Næste år åbner en række el-selskaber for adgangen til deres fibernet, og det medfører helt naturligt lavere priser for danskerne, vurderer eksperter over for Finans.dk.

Hidtil har de fleste af elselskaberne siddet tungt på adgangen til det lokale, lynhurtige fibernet, der leverer internetforbindelser, tv og telefoni på samme tid, men flere selskaber har åbnet op for at konkurrenter kan købe sig ind på nettet.

Cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk, Martin Salamon, forudser et prisfald på særligt bredbånd, på samme måde som mobilpriserne dykkede, da konkurrencen på markedet eksploderede i 00'erne.

»Længe har konkurrencen på tv- og bredbåndsmarkedet været for dårlig. El-selskaberne har slået mur om deres fibernet, mens TDC har gjort det svært for andre at komme ind på deres kabel-tv-net. Nu åbner el-selskaber for fibernettet, og vinderen bliver forbrugeren,« siger Martin Salamon til Finans.dk.

Den sydjyske el-gigant SE’s topchef, Niels Duedahl, forventer at ‘forbrugerprisen på bredbånd bliver presset en smule ned,’ mens TDC’s finansdirektør, Stig Pastwa, siger til Finans.dk, at ‘i sidste ende er det en sejr for forbrugerne.

I dag er omkring 550.000 danskere koblet på fibernettet, og mere end 50.000 nye kunder bliver tilkoblet om året.