Har du endnu ikke fået købt julegaverne, og har du sinde at købe dem online, så har du travlt.

Sådan lyder den klare melding fra DIBS og Nets i en pressemeddelelse.

»Der har været et afsindigt tryk på ude hos de danske webshops, så det er ved at være sidste chance for at handle. Onsdag den 20. december er sidste udkald for at købe julegaver online, hvis posten skal nå frem inden juleaften«, udtaler Henriette Høyer, talsperson for DIBS Payment Services, en del af Nets, der administrerer flere end 25.000 webshops i hele Norden.

Og er du én af dem, der er lidt for sent ude og heller ikke når at købe dine gaver onsdag, så har DIBS og Nets nogle råd til, hvordan du alligevel kan sikre dig at få gaverne til tiden.

»Først og fremmest, hvis du køber efter onsdag den 20. december, så tjek med din webshop, om de kan garantere levering med posten før juleaften. Hernæst tjek om du kan få kurérforsendelse på julegaverne, der oftest kan levere varerne hurtigere end posten. Sidst men ikke mindst, så hjælp med at sprede ordet. Vi siger det så højt og tydeligt som overhovedet muligt hvert år og vil i år gerne bede danskerne aktivt om at dele budskabet, så ingen kommer til at sidde tomhændede om juletræet,« uddyber Henriette Høyer.

En prognose fra Dansk Erhverv forudsagde tilbage i november måned, at danskerne i år ville bruge flere penge, end de nogensinde tidligere har gjort.

»Der er tydelige tegn på, at den danske økonomi er i fremgang. Beskæftigelsen er i år steget med 45.000 personer, og det øger den disponible indkomst, så der er flere penge til julegaver. Derfor forudser vi, at julehandlen vil ride med på den positive bølge og vokse med to-tre procent,« sagde Henrik Hyltoft, markedsdirektør i Dansk Erhverv, ifølge Ritzau i november.

Organisationen repræsenterer en stor del af detailhandlen, og ifølge prognosen vil julehandlen i år udgøre 11 milliarder kroner.

Det svarer til, at hver husstand i gennemsnit bruger 4100 kroner ekstra op til jul sammenlignet med resten af året.