Facebook indfører en ny mulighed for, at administratorer af grupper kan tage et gebyr af deres medlemmer.

Nu risikerer du måske snart at skulle betale for at være medlem af bestemte grupper på det sociale medier. Indtil videre gælder ordningen kun for enkelte grupper, men bliver det en succes, overvejer Facebook at udvide den, skriver The Sun.

Den nye feature hedder 'Subscription Groups' og er allerede en realitet. Den gør det muligt for administratorer at tage et gebyr fra sine medlemmer hver måned. Indtil videre er det kun et begrænset antal grupper, der bliver præsenteret for det nye tiltag, men bliver det en succes, regner Facebook med at indføre det bredt.

»Vi hører fra gruppe-administratorerne, at de er på udkig efter måder, de kan tjene penge, så de kan udvide engagementet med deres medlemmer og fortsat støtte deres fællesskab,« forklarer Facebooks Alex Deve til avisen.

»I dag gør mange administratorer allerede det ved at skabe en ekstra 'kun for abonnenter'-gruppe, som supplement til den eksisterende gruppe, og på den måde bruger de forskellige værktøjer til at samle penge ind,« tilføjer han.

Nu får administratorerne i stedet mulighed for at tjene penge direkte gennem Facebook.

Ifølge The Sun kommer gebyrerne til at ligge mellem 30 til 100 danske kroner om måneden.