Fredag blev den nye iPhone X sat til salg for omkring 10.000 kroner. Men hvis du skal have en, må du ikke tabe den. Hvis du smadrer skærmen, bliver det nemlig dyrere end nogensinde før at udskifte den, skriver The Verge.

De fleste iPhone-brugere har prøvet det: Et splitsekund, hvor man mister grebet om sin telefon, uden succes forsøger at gribe den i luften og den ender på en flyvetur med kurs mod fortovet.

Telefonen ligger med bagsiden opad, og hjertet springer et slag over, når du vender den og ser, at glasset er splintret i tusinde stykker. Åh nej - det bliver en dyr fornøjelse.

LÆS OGSÅ: Drømmer du også om en iPhone X? Så er der dårligt nyt

Mens en iPhone 6-skærm koster lidt over 800 kroner at få udskiftet hos Apples egen reparationscentre, skal du slippe hele 1.800 kroner, hvis din iPhone X ryger en tur på asfalten.

Det er vel at mærke oveni de 8.900 kroner for 64 GB - og 10.250 kroner for 256 GB-modellen - så hvis du også skal have panserglas, cover og måske et par AirPods, bliver det en svimlende dyr telefon.

LÆS OGSÅ: Ekspert er voldsomt begejstret: Apple har overgået sig selv

Det er dog slet ikke sikkert, skærmen smadrer, for glasset er mere holdbart end nogensinde før. Hvis du dog ofte taber din telefon, kan du for 1.275 kroner oveni prisen for telefonen købe AppleCare+, så det kun koster 185 kroner at få den fixet.