Jeg har som sådan intet imod Ikea: udmærkede møbler og tingeltangel, men hvor jeg dog hader at skulle vandre igennem de endeløse kringlede gange for at komme hen til det, jeg skal have.

Men måske vi nu kan skrue ned for antallet af besøg hos Ikea, da de snart er klar til at sende et augmented reality-katalog på gaden til iPhone og Android.

Sammen med det fysiske katalog for 2014 og appen, skulle man kunne få vist, hvordan for eksempel en sofa vil se ud i ens stue. På den måde skulle man lettere kunne vurdere, hvordan et møbel vil passe ind i ens hjem, så man slipper for at skulle sende det retur og bytte til et andet møbel.

Ifølge Ikeas egne oplysninger, så forklarer 14 procent af kunderne, at de har købt et møbel i den forkerte størrelse og hele 70 procent fortæller, at de faktisk ikke ved, hvor stort deres hjem egentligt er. Det kunne Ikeas augmented reality-app måske rette op på.

Du kan se videoen med Ikeas app i aktion her.