Se med, når vi gennemgår denne uges sladder i selskab med Søs Marie Serup, Kristoffer Eriksen, Jakob Steen Olsen og Henrik Qvortrup. 

Den kulørte time

Fredag morgen kom nyheden om, at Peter Belli er død. Derfor mindes vi en mand, der blev født på et toilet i Tyskland og havde en barsk barndom, men som også leverede et væld af hits og fik os til at danse.

Prins Harry har været et smut i retten for at afgive sin vidneforklaring i en sag om ulovlig aflytning.

Det skal være fint, når dronningen kommer. Frihedsbrevet har afsløret, at flere kommuner har brugt flere 100.000 kr. på besøg af Dronningen, hvilket betød besparelser, der ramte både kommunalt ansatte, skoler og idrætsklubber samt lokale politikeres løn

Musikeren Jimmy Jørgensen stjal som 11-årig kontanter fra sin morfar, så han kunne købe en guitar. Men han brugte også nogle af de omkring 19.000 stjålne penge på at købe en flaske Barcardi-rom og en karton cigaretter til sin mor og en gocart til sin lillebror.

Den kontante time

DRs EU-korrespondent, Ole Ryborg, er blevet afsløret i at have delt oplysninger om Morten Messerschmidt med OLAF, EUs vagthund, i deres undersøgelse af politikeren. Samtidig har DR-journalisten deltaget aktivt i dækningen.

Vi ringer også til huslægen, Marco Bo Hansen, for Henrik Qvortrup er blevet syg på hospitalet, og Ditte har set en foruroligende dokumentar om hygiejnestandarten på danske hospitaler. Mindst 3.000 patienter dør hvert år efter at have pådraget sig en infektion på et sygehus.

I studiet taler vi desuden om en voldsomt uheldig fodboldspiller, der under en husrenovering ødelagde sin ringmuskel.

I mandags sagde Danmark farvel til forfatter og journalist Morten Sabroe, der døde i en alder af 76 år. Vi laver et mini-portræt af en vild mand, der kunne spidde folk med sin humor, som altid opsøgte den gode samtale og konstant forsøgte at forlige sig med en privilegeret barndom, uden sine forældres opmærksomhed.

Det viser sig også, at Morten Sabroe måske var ophavsmanden til ‘Det, vi taler om’.

I studiet sidder Søs Marie Serup, Kristoffer Eriksen, Jakob Steen Olsen og Henrik Qvortrup. Din vært er Ditte Okman og programmet er produceret af Sarah Bech.