Juli måned er over os, men sladder holder jo ikke ferie. Så det gør vi naturligvis heller ikke på Danmarks bedste sladdermagasin, 'Det vi taler om'.

I dag med et særligt sommerpanel bestående af direktør i Impact TV, Thomas Heurlin, caster Marlene Weybøll og kommunikationsdame Anne Kirstine Cramon. Din vært er Ditte Okman.

I første time taler vi bl.a. med Didde Skjelmose fra 'Familien fra Bryggen', der på det seneste har lidt meget af ensomhed. I denne uge er det dog kommet frem, at hun har fået en ny kæreste. Hør hele historien om hvordan det gik til i programmet.

I anden time diskuterer vi politik, herunder Nye Borgerliges formand, Pernille Vermunds, seneste udmelding om, at hun ikke har tænkt sig at pege på Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, som statsministerkandidat ved næste valg.

Panelet diskuterer hvordan det mon kan være, og hvem hun så vil pege på. Og der kan siges at være ét nøgleord i den forbindelse: Big dick-energy.

Vi når selvfølgelig også at vende de nye oplysninger i Epstein-sagen samt endnu en voldtægtsanklage - denne gang mod Adam Savage, der er den ene af værterne i programmet 'Mythbusters'.