»Det var både en lettelse og så en undren.«

Sådan forklarer skuespilleren Jan Linnebjerg om dengang, han som barn fandt ud af, at manden, som han kaldte far, slet ikke var hans biologiske far.

En historie han fortalte i fredagens 'Det, vi taler om', hvor han var gæst i studiet.

»Lettelsen bestod i, at så forstod jeg bedre vores forskelligheder og måde at se verden på. Det, der var mærkeligt, var, hvordan der kunne gå så lang tid, før vi fik det af vide.«

Han tror, at angst, skam og skyld har spillet en rolle i, hvorfor det ikke blev sagt højt fra starten.

62-årige Jan Linnebjerg kom senere til at møde sin far, da han en under en forestilling i Aalborg fik en buket i sin garderobe fra sin fars kone, som skrev, at faren gerne ville møde ham.

Et møde, som skuespilleren efter moden overvejelse gik med til.

»Vi tager derop og finder ud af, at han bare er en helt almindelig mand. Han var skide sød, men almindelig.«

Derfra gik turen videre til at møde endnu flere familiemedlemmer, men det var ikke den bedste oplevelse.

»Det var for voldsomt. De hang på mig, og det blev bare for meget. Jeg kunne ikke overskue, og jeg også skulle til at forklare den her familie, hvordan mit liv var.«