9,3 procent af stemmerne.

Det var, hvad Moderaterne stod til, da klokken passerede 20:00. Kort tid efter satte den tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt sig i studiet hos B.T.'s program 'Det, Vi Taler Om'.

Og det var en særdeles imponeret Helle Thorning-Schmidt, som sætte ord på den sin tidligere rival Lars Løkke Rasmussen.

»Jeg synes, det er vildt. Det er Lars’ triumfaften i aften. Nu står han til 17 mandater, og det er jo en triumf. Det kan man slet ikke diskutere, og det tager jeg hatten af for,« siger Helle Thorning-Schmidt.

Som tidligere statsminister er hun især imponeret over den energi, som Lars Løkke Rasmussen har lagt i sit nye parti.

»At han havde energien til at skrive et partiprogram og alt det der. Nu begynder rejsen jo så, hvor der kommer 17 nye mennesker ind på Christiansborg (ifølge første exitpoll, red.), som aldrig har sat deres ben her,« siger Helle Thorning-Schmidt.

Men selvom hun er imponeret over, at Lars Løkke Rasmussen er i gang med et comeback til dansk politik, så er hun ikke ligefrem misundelig.

»Men jeg ser ikke på det der og tænker, ‘bare det var mig’,« siger Helle Thorning-Schmidt.

Følg B.T.s dækning af valgaftenen HER.