»Det lugter lidt af, at han har trukket pengene ud, fordi han skulle leve i sus og dus, og det havde han ikke råd til.«

Sådan siger redaktør på InsideBusiness.dk Morten Johnsen i denne uges udgave af 'Det, vi taler om'. Snakken omhandler rigmanden Peter Warnøe og skandalen omkring de ulovligt optagede lån i hans holdingselskab Oyster Invest ApS.

Den 30. august blev Peter Warnøe politianmeldt af Erhvervsstyrelsen for at have optaget ulovlige aktionærlån i sine selskaber for i alt 20 millioner kroner.

Efterfølgende fortalte han, at han ikke så andre alternativer end at optage ulovlige aktionærlån for at skaffe kontanter.

Morten Johnsen er redaktør og medstifter af sitet InsideBusiness.dk. Han er desuden tidligere erhvervsjournalist på Berlingske, Erhvervsbladet og Jyllands-Posten samt erhvervsredaktør på Ekstra Bladet.
Morten Johnsen er redaktør og medstifter af sitet InsideBusiness.dk. Han er desuden tidligere erhvervsjournalist på Berlingske, Erhvervsbladet og Jyllands-Posten samt erhvervsredaktør på Ekstra Bladet. Foto: niels ahlmann olesen
Vis mere

»Jeg synes jo ikke, at det er sjovt at bryde loven, men det har været en måde at overleve på og komme videre. Du kan godt kalde det desperation, hvis det er det rigtige ord,« sagde han dengang til Børsen.

I 'Det, vi taler om' fortæller Morten Johnsen dog, at han er blevet kontaktet af investorer fra Peter Warnøes fond, der har udtrykt undren over nogle af serieinvestorens billeder på Facebook, hvor han står på en række eksotiske feriedestinationer.

»Er det så en mand, der lider nød? Det er vel ikke det der defineres af at lide nød,« siger Morten Johnsen i programmet.

Han hæfter sig især ved Peter Warnøes udtalelse om, at 'det er en måde at overleve på', der ligger til grund for de ulovlige lån.

»Det er jo der, hvor folk for alvor begynder at blive sure og sige: 'prøv at høre her, har du bare brugt alle vores penge på at fise verden rundt med din familie, og fyre den af på hoteller, spise gode middage og bare leve livet for andres penge?',« siger Morten Johnsen.

Efter skandalen kom frem, valgte Peter Warnøe at tage tre måneders orlov sin venturefond Nordic Eye.

21. november meldte Peter Warnøe ud på sin Facebook, at der var kommet orden på sagerne, og at han glædede sig til at trække i arbejdstøjet igen.

Siden da har en række topprofiler i venturefonden, deriblandt Lars Tvede som er gift med Nye Borgerlige-formanden Pernille Vermund, valgt at forlade Nordic Eye, og Peter Warnøe er, i et brev som Børsen er kommet i besiddelse af, blevet beskyldt for bilagsfusk.

Blandt andet handler den påståede bilagsfusk om en række restaurantbesøg, som Peter Warnøe har opgivet, at han var til sammen med sin nevø Joakim Warnøe og medstifter af Nordic Eye Lars Tvede.

Både Lars Tvede og Joakim Warnøe har dog ifølge brevet afvist at have deltaget i restaurantbesøgene med Peter Warnøe. Joakim Warnøe har efterfølgende opsagt sin stilling i Nordic Eye.

I 'Det, vi taler om' fortæller Morten Johnsen blandt andet, at en dårlig økonomi ikke er noget uvant for Peter Warnøe.

»Da finanskrisen så kommer, der bliver han fuldstændig blanket af, og har derfor været lidt i gåseøjne holdt kunstigt i live af sine banker i mange år,« siger han og tilføjer:

»Og det er jo så der, hvor man kan sige, at når man får sådan en nedtur der, men skal fortsætte med at leve et liv på første klasse, det er jo der, hvor det begynder at knibe lidt,« siger Morten Johnsen.

For Morten Johnsen er der da også en klar årsag til, at Peter Warnøe valgte at optage de ulovlige lån i sine egne virksomheder.

»De her ting. Dyre ferier og ting og sager. Det er noget, han har været vant til, hans familie har været vant til det. Lige pludselig har man ikke pengene til det. Hvad gør man så?,« siger han og tilføjer:

»Enten så er det spaghetti og ketchup de næste fem år, eller også må man sige: 'hvordan skal vi så fortsætte med at finansiere det her, hvis vi ikke er villige til at gå på kompromis?',« siger Morten Johnsen.

Peter Warnøe har tidligere været med i 'Løvens Hule' på DR1. I forbindelse med skandalen om de ulovlige lån trak han sig fra programmet.
Peter Warnøe har tidligere været med i 'Løvens Hule' på DR1. I forbindelse med skandalen om de ulovlige lån trak han sig fra programmet. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

InsideBusiness-redaktøren er ikke i tvivl om, hvilken løsning Peter Warnøe valgte at gå med.

»Der har han (Peter Warnøe, red.) så valgt at sige: ‘jeg er ikke villig til at gå på kompromis, hvordan finder jeg så de penge? Det må jeg så gøre på alle mulige andre måder’,« fortæller Morten Johnsen og fortsætter:

»Og det er så det, der kommer frem nu.«

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Peter Warnøe og forholde ham til de informationer der blev sagt i programmet, men det har ikke været muligt.