Torsdag blev der skrevet et nyt kapitel om Frederik V-busten, som blev smidt i Københavns havn.

Bøden, der potentielt set kan komme i spil, kan nemlig blive betalt fra lettere uventet side. Det kom frem i fredagens afsnit af 'Det, vi taler om'.

»Jeg vil gerne sige, at hvis de får den bøde på 43.000, eller hvad det er (44.350, red.), så giver jeg dem Hornsleth-legatet i år,« sagde Kristian von Hornsleth i radioprogrammet.

Tidligere institutleder på Det Kongelige Danske Kunstakademi Katrine Dirckinck-Holmfeld er blevet tiltalt for groft hærværk. Det vides endnu ikke, om der vil blive påstået bøde- eller fængselsstraf for den ødelagte gipsbuste, hvor skaderne, ifølge anklagemyndighederne, løber op i 44.350, men Akademiraadet har krævet erstatning.

»Jeg synes bare, at det var en fantastisk sag, og jeg vil gerne give legatet til den kunstner, der har gjort det,« forklarer kunstneren.

Legatet kan ikke ligefrem siges at være en mangeårig tradition.

Det kommer frem, da programmets vært, Ditte Okman, spørger Kristian Von Hornsleth, hvor mange år legatet er blevet uddelt.

»Det er lige startet her i dag, fordi jeg har tjent en masse penge,« lyder kunstnerens svar.

Katrine Dirckinck-Holmfeld var ikke alene om at ødelægge busten.

En række studerende på kunstakademiet hjalp til.

Den tidligere institutleder har dog taget skylden, og er som den eneste tiltalt.

Hun blev efterfølgende bortvist fra akademiet.

Også Kirsten Langkilde, daværende rektor for Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, blev skiftet ud med den begrundelse fra Kulturministeriet, at der manglende 'nye kræfter'.

Busten, der blev ødelagt, var udført af den franske billedhugger Jacques-François-Joseph Saly, og argumentation bag lød, at det var for »at italesætte de måder, hvorpå kolonitiden er usynliggjort på«, selvom den »stadig har direkte konsekvenser for minoritetsgjorte mennesker«.

Det var Frederik 5., der grundlagde kunstakademiet.