I programmet 'Nak & Æd' har de to værter, jægeren Jørgen Skouboe og kokken Nikolaj Kirk, altid en tredjemand med, som kender området og hjælper dem med jagten.

Og denne gang er det såmænd kronprins Frederik, der har inviteret de to til Gribskov for at skyde en sikahjort.

Et interessant strategisk valg, mener 'Det, vi taler om'-panelet, der også spår mere 'kongehus-fjernsyn' i fremtiden.

»Der er begyndt at ske et paradigmeskift i Kongehuset i forhold til gamle dage. Dengang så man kun de kongelige i eksklusive henseender. Jubilæer og lignende. Det var altid på deres præmisser og på deres hjemmebane. Nu placerer de dem rundt i mediebilledet, hvor de passer ind – stadigvæk hvor de får noget goodwill i forhold til omdømme – hvilket jeg tror er godt for deres omdømme,« siger paneldeltageren Jakob Steen Olsen, der i det daglige figurerer som royal kommentator for Berlingske.

I Nak & Æd er der altid tid til en øl, en pibe og en sludder for en sladder. Foto: DRTV
I Nak & Æd er der altid tid til en øl, en pibe og en sludder for en sladder. Foto: DRTV
Vis mere

Han tror også, at medvirkenen fra kronprins Frederik er en investering for fremtiden.

»Kongehuset skal også tænke på at vinde de næste generationer. De skal have noget opbakning i fremtiden. Det her er også en måde at vinde de unge på,« siger Jakob Steen Olsen.

'Tv-manden' Thomas Heurlin, der er direktør for ImpactTV fandt det opsigtsvækkende, at det netop var programmet 'Nak & Æd', som Kronprinsen deltog i.

»Jeg synes, det er interessant, at de bruger et format som 'Nak & Æd', der er så klart og tydeligt. De kan ikke ændre alt for meget i formatet, uden det bliver mærkeligt. På den anden side så ved de også, hvad de får ved at være med i lige netop det program.«

Panelet er overbevist om, at det ikke var sidste gang, man så et medlem af kongefamilien på tv. Spørgsmålet er bare, om hvad det næste program er?

»Vi har stadigvæk til gode at se de kongelige i et talkshowformat. Kunne man forestille sig kronprins Frederik eller prins Joachim i 'Natholdet'? Det kunne være rigtig interessant,« siger Jakob Steen Olsen. Han mener dog, at Kongehuset stadigvæk skal være varsomme med at sige ja til diverse programmer.

»De skal passe på med ikke at blive udvandet. Jeg synes 'Nak & Æd' var lige grænsen for, hvad der er passende for de kongelige.«

Selvom Kronprinsen og Kongehuset høster store roser for medvirken i programmet, så mener 'Det, vi taler om'-panelet, at Kronprisens optræden var lige lovligt opstillet.

Kronprinsen sammen med de to værter, Nikolaj Kirk og Jørgen Skouboe. Foto: DR
Kronprinsen sammen med de to værter, Nikolaj Kirk og Jørgen Skouboe. Foto: DR
Vis mere

»Det virkede,  som om stemningen og setuppet var virkelig kejtet. Det virkede udefra set som 'aftalt spil', og det synes jeg er ærgerligt, når man nu endelig laver noget anderledes,« siger Thomas Heurlin og bliver bakket op af Steen Olsen.

»Enig. De to værter på programmet var måske heller ikke gode nok interviewere til, at man fik en dybdegående samtale med Kronprinsen, så det virkelig blev spændende og anderledes. De fik ellers muligheder for at spørge ind til nogle spændende emner. Her tænker jeg især på der, hvor de snakkede om prins Henrik og hans forhold til mad.«

Han så dog noget, man normalt ikke får lov til at se fra Kongehusets side.

»Normalt klipper man væk, når de kongelige sidder og spiser. Det gør man ikke her. Her ser man Kronprinsen, der sidder og smasker. Det kunne jeg godt lide.«

Du kan se kronprins Frederiks gæsteoptræden i 'Nak & Æd' på DRs hjemmeside.