Det er fredag, og Danmarks bedste sladdermagasin leverer som altid dit ugentlige sladderfix.

I studiet i dag er Jonas Kuld Rathje, Anna Thygesen og Jacob Heinel Jensen, og i anden time kigger Thomas Heurlin forbi.

I første time følger vi både op på Prins Joachims nye stilling som dansk forsvarsattaché i Frankrig og bliver klogere på, hvad panelet synes om den danske grillbars-klassiker: pølsemix.

Vi bliver lidt i det gastronomiske hjørne - eller mangel på samme - når vi taler om Fødevarestyrelsens lukning af Camilla Plums køkken på Fuglebjerggaard.

Vi har også plastikkirurg Marie Louise von Sperling med på en telefon til at forklare, hvordan man laver en pikforstørrelse og -forlængelse. Noget som Harvey Weinstein måske kunne drage nytte af at høre lidt om.

I anden time får vi besøg af Thomas Heurlin, og så går bølgerne altså for alvor højt i panelet. Det er særligt, da vi taler om Shu-bi-duas 40 år gamle nummer 'Danmark'. Bør vi stoppe med at spille det nummer?

Vi slutter programmet af i den noget mere triste afdeling, fordi vi vender nemlig det rørende interview, som filminstruktøren Thomas Vinterberg i sidste uge gav til DR's 21 Søndag, hvor han for første gang taler ud om sin datters død i maj sidste år.