I dagens panel sidder Niels Pinborg, Jonas Kuld Rathje, Kristoffer Eriksen og Henrik Qvortrup.

Den kulørte time

Der er stridigheder i familien Seebach. Rasmus Seebach har nemlig ifølge SE og HØR meddelt storebror Nicolai, at han ikke længere vil dele indtægterne for deres fælles virksomhed. Og selvom Rasmus Seebach har udtalt, at familien betyder alt for ham, har de to brødre angiveligt ikke set hinanden siden.

Suspekt fyldte Parken til en kæmpe koncert sidste fredag. Og blandt publikum blev Prins Christian spottet. Det interessante var dog hans selskab, der i følge Ekstra Bladet var kvindeligt, blondt og meget kærligt over for prinsen.

Og så har Karsten Ree sat Vedbæklund til salg. Med sine 527 kvadratmeter er villaen af de største på Strandvejen, og det foregår ved et diskret salg, hvor prisen på ejendommen kun oplyses til seriøse købere, der henvender sig. Vi ringer til Janni, der håber på, at de to nu skal flytte til noget mindre og tættere på byen.

Den kontante time

Bølgerne går højt i studiet, hvor vi diskuterer sagen om krigsfotografen Jan Grarup, som følge flere kilder er kommet med usandheder i forbindelse med sine ture til krigsramte områder. Men det handler slet ikke om Jan Grarup. For hvordan dælen er det lige, Politiken har håndteret den her sag?

I kunstens verden er der nyt om det meget omtalte værk ‘Take The Money and Run’, som Jens Haaning skabte for museet Kunsten i Aalborg. Værket fik en masse omtale, fordi det skulle have forestillet en danskers årsløn, svarende til 532.549 kr., i pengesedler. Men rammen var tom, da Haaning afleverede værket, og nu er han altså blevet dømt til at betale en erstatning på 492.549 kr. samt sagens omkostninger på 78.500 kr. Men ifølge Jens Haaning er sagen ikke slut endnu.

Og på et andet museum, nemlig Ordrupgaard, har museumsdirektøren Anne-Birgitte Fonsmark, tidligere fået kritik for sin ledelsesstil, der er blevet kaldt både manipulerende og dominerende. Det fik kulturministeriet til at indlede en kortlægning af arbejdsmiljøet på museet, som nu er afsluttet og viser, at museets nuværende ansatte ikke genkender kritikken. Det er dog alligevel blevet besluttet, at Anne-Birgitte Fonsmark træder tilbage og overtager en mindre fremtrædende stilling på Ordrupgaard.

Din vært er Ditte Okman. Programmet er produceret af Sarah Bech.