Den kulørte time

Erik Brandt blev begravet fra Holmens kirke torsdag, og det vrimlede til med kendte og kulørte gæster. Ditte kommer i tanke om en sjov historie om modemanden, der efter sigende en gang skulle have spist et Rotary-emblem, skidt det ud og afleveret det tilbage i en Cartier-æske.

Vi ringer også til Paula Larrain, der er sprunget ud som Reiki-healer. Da forbindelse pludselig ryger, lader det til, at Kristoffer Eriksen måske også har healende evner! Og måske vil Qvortrup gerne have en halvanden time lang krammer af Paula Larrain.

Den kontante time

Henrik Qvortrup har skrevet en bog om Mette Frederiksen. Den har ikke taget anmelderne med storm.

Moderaternes kulturordfører Jon Stephensens problemer fortsætter. Men hans partiformand, Lars Løkke, forstår at vende situationen - noget, der denne gang gik ud over pressen.

Mænd i dametøj har skabt postyr på Frederiksberg, hvor nogen vil demonstrere mod et dragshow for børn. Sjovt nok har demonstranterne selv drag-klingende navne.

Vi slutter af i Hollywood, hvor skuespilleren Armie Hammer nu spiller en central - men ufrivillig - rolle i en dokumentar. Anklagerne om chikane, voldtægt og kannibalisme mod ham har fået dokumentarister til at grave i hans families vilde historie. Ditte har set dokumentaren "House of Hammer", og den er for vild!

Din vært er Ditte Okman.

Programmet er produceret af Sarah Bech.