»Hos mig har kunden ikke altid ret!«

Som ny ekspert i 'Det bedste af det billige' introducerer B.T. nu konditor Nanna Pörtner.

Nanna Pörtner skal i denne uge blindsmage fem forskellige hindbærroulader fra prislejet 9 kr. og opefter fra supermarkederne Netto, Fakta, Rema 1000 og Aldi.

Som altid er der et dyrere alternativ med i feltet, der i dette tilfælde er en Dan Cake-hindbærroulade fra Meny til 23 kroner.

Nanna Pörtner er uddannet konditor og blindsmager i 'Det bedste af det billige'
Nanna Pörtner er uddannet konditor og blindsmager i 'Det bedste af det billige' Foto: Jon Wiche
Vis mere

42-årige Nanna Pörtner er konditor med 21 års erfaring, og til daglig driver hun konditoriet Dessertdragens Kageværksted i det indre København.

»Der er bare noget dejligt ved kager fra mormors tid.«

I Nanna Pörtners konditori sætter man pris på de gamle dyder og det klassiske håndværk. Derfor har hun fundet på det, hun kalder 'ugens glemte kage', hvor hun genopliver gamle kageklassikere såsom kaffebrød, makronsnitter og amagerkager med sveskefyld.

»Alle har jo prøvet at få en klassisk kage, men når den er lavet ordentligt fra bunden, kan det være en helt fantastisk oplevelse.«

Navnet på Nanna Pörtners konditori er ikke bare et sjovt påfund. I den danske konditorbranche går hun nemlig under navnet 'dessertdragen' på grund af hendes iltre temperament, som får hendes næsebor til at udspile sig, som kom der ild ud af dem.

Navnet hang ved allerede tidligt i Nanna Pörtners karriere. Ved sit første job i restaurationsbranchen var der en køkkenchef, som havde en dårlig vane med at hapse fra tallerkenerne.

»Mit temperament løb af med mig, og jeg råbte ad denne lille mand, som bare stod og kiggede op i mine kæmpestore næsebor, hvortil han gispede: 'Du er jo en dessertdrage!'«

Nanna Pörtners rolle i 'Det bedste af det billige' bliver at anmelde kager og andre søde sager.

Dermed supplerer hun kogemanden Thomas Alcayaga og vinspecialisten Mikkel Nielsen.

Hvis du gerne vil se flere afsnit af 'Det bedste af det billige', kan du finde dem alle HER.