»Den dyreste whisky, jeg har smagt, koster lidt over 100.000 kroner.«

Sådan lyder det fra Daniel Christensen alias The Whisky Viking, som i denne uge har sagt ja til en blindsmagning af billige whiskys.

Der findes to former for whisky. Single malt, der kommer fra ét destilleri, og som er lavet på maltet byg, og blended whisky, der består af en blanding af single malt og grain whisky – whisky fremstillet af andet korn end byg, for eksempel majs, hvede eller rug.

»Jeg vil gætte på, at det meste af det, vi skal smage i dag, er blended whisky, da det er meget billigere at producere.«

De billige whiskys, som Daniel Christensen skal blindsmage, er alle fra danske discountsupermarkeder og koster 79 kroner for 70 cl.

Se, hvordan det gik til, i videoen i toppen af artiklen.

Som sædvanlig udfordrer vi vores eksperter i 'Det bedste af det billige' ved at snige et markant dyrere produkt ind iblandt de billige, og i denne omgang har vi faktisk to.

De to dyrere produkter består af den kendte Johnnie Walker Red Label til 120 kroner og en Chivas Regal 12-års til hele 280 kroner.

Da testen er forbi, har whiskyvikingen fundet sin vinder af de billige whiskys.

Vinderwhiskyen fik med sit balancerede udtryk og drikkevenlighed en karakter på fire flotte stjerner.

Daniel Christensen driver til daglig bloggen The Whisky Viking og er dertil medejer af webshoppen Vault of Spirits.

Hvis du gerne vil følge med i 'Det bedste af det billige' fremover, kan du nu også finde os på Facebook her.