Vinanmelderen Tobias Liechti blindtester billige bag in box-hvidvine i denne uges afsnit af 'Det bedste af det billige'.

Ugens test består af fire vine fra discountsupermarkederne Rema 1000, Netto, Aldi og Lidl, som alle ligger i prislejet omkring 100 kroner for cirka tre liter. Iblandt de billige er der én dyrere bag in box-vin, som koster over det dobbelte.

Efter fem glas har Tobias fundet en vinder af 'Det bedste af det billige'.

»Den smager dejligt og løfter sig over gennemsnittet. Det her er en vin, som jeg selv godt kunne nyde et glas af på terrassen,« siger Tobias Liechti om dagens vinder.

Det var dog langtfra alle produkter, der imponerede vinanmelderen. Især ét produkt fra en stor discountkæde modtog den ultimative dumpekarakter, én stjerne.

»På smagen kan jeg ikke sætte nogen specifikke noter ud over sur karklud og lidt citrus. Det her skal man gå langt uden om,« lyder den hårde dom fra Tobias.

Se, hvordan det gik til, i videoen i toppen af artiklen.

Bag in box er en metalliseret film- eller plastikpose beskyttet af en kartonkasse og betyder egentlig bare 'en beholder til transport og opbevaring af væsker'.

Tobias Liechti har anmeldt vine for bloggen Winefactory.dk i over 10 år og er vinkonsulent hos Skovgaard Vine i Brøndby.

Du kan se alle forrige afsnit af 'Det bedste af det billige' HER.