»God alkohol varmer, og dårlig alkohol brænder. Jeg tror, det kommer til at brænde i dag.«

Sådan lyder det fra ginbloggeren Iben Diamant, som i denne uge har sagt ja til en blindsmagning af billige gin fra de danske supermarkeder.

De billige gin, som Iben Diamant skal blindsmage, er alle fra danske discountsupermarkeder og koster fra 70 til 115 kroner flasken.

Som sædvanlig udfordrer vi vores eksperter i 'Det bedste af det billige' ved at snige et dyrere produkt ind iblandt de billige, og i denne omgang blev det den verdenskendte gin fra Tanqueray, som forhandles til omkring 160 kroner i de fleste supermarkeder.

Se, hvordan det gik til, i videoen i toppen af artiklen.

Da testen er forbi, har Iben Diamant fundet sin vinder iblandt de billige, og til hendes overraskelse smagte den markant anderledes end resten af feltet.

»Det er en moderne gin med meget friske og tydelige citrusnoter. Det er overraskende, at noget til 70 kroner kan smage sådan.« udtaler Iben Diamant, efter testen er forbi.

Iben Diamant driver til daglig bloggen 'Why Not Gin' og er dertil indehaver af webshoppen Ginkassen.dk.