Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Mange YouSee-kunder venter lige nu i spænding, efter et storstilet nedbrud hos tv-udbyderen fortsætter på syvende døgn.

»Det har været en rigtig dårlig start på året for YouSee,« sagde Niels Philip Kjeldsen i B.T.s studie. Han er B.T.s forbrugerjournalist og har fulgt udviklingen særdeles tæt.

Siden årsskiftet har der været massive problemer med 'bland selv'-pakken, hvilket betyder, at en kvart million tv-kunder har haft store udfordringer med at erstatte de 11 Discovery-kanaler, der er forsvundet fra YouSees univers.

De fleste kunder er lukket ind i 'bland selv'-universet. Men ikke alle. Og derfor har YouSee tidligere over for B.T. annonceret, at mange kunder kan se frem til en kompensation.

Men ser man på tidligere kompensationer og omfanget af nedbruddet, bliver det svært at gøre de berørte kunder tilfredse, i hvert fald hvis man skal tro B.T.s læsere, som har erfaring med tidligere kompensationer fra YouSee.

»Det plejer at være fri film i 30 dage - totalt latterligt,« skriver Fie Skibsted Als som kommentar til B.T.s livedebat.

For der er nemlig ikke umiddelbart lagt op til nedslag i prisen.

»Når det er oplevelser, kunderne er gået glip af, så er det også oplevelser, vi gerne vil give kunderne. Det kan være i form af forskellig underholdning, men jeg kan ikke sige noget konkret endnu. Vi melder klart ud om kompensation i næste uge,« sagde YouSees direktør, Jacob Mortensen, forleden til B.T.s journalist Niels Phillip Kjeldsen.

»YouSee har ikke konkret sagt, hvad kompensationen består af, men det tyder på, at man får adgang til nogle film eller serier. For et par år siden var der et nedbrud under Dronningens nytårstale, og der gav YouSee en filmkode til en premierefilm til en værdi af cirka 50 kroner, som man gratis kunne leje,« siger Niels Phillip Kjeldsen.

Han påpeger desuden, at det helt sikkert bliver svært at gøre de mange utilfredse kunder glade, uanset om kompensationen gælder en lejefilm eller et nedslag i prisen.

»Blandt de kunder, som har kommenteret indtil videre, har stemningen i hvert fald været, at det ikke er nok.«

Og spørger man B.T.s følgere, hvad de tidligere har fået i kompensation af YouSee, er der ikke megen begejstring at spore.

  • Fik to gratis film. Dog kom mailen, efter 'tilbuddet' var udløbet, skriver Mette Wessel-Tolvig.
  • Mine forældre modtog en kompensation på et tidspunkt, der var lige til at falde bagover af! Kreditnota på 40 kr., skriver Kathrine Arnth Mortensen.
  • Det plejer at være fri film i 30 dage - totalt latterligt, skriver Fie Skibsted Als.
  • Sidst fik jeg en gratis film som undskyldning, skriver Kim Pedersen, der i stedet valgte ny udbyder.
  • Man kan se tre gratis film, skriver Rene Toft.
  • Sidst, der var noget, fik vi bare to film, skriver Stig Petersson.
  • Jeg har ofte fået sendt filmkoder til Blockbuster som undskyldning. De skal bare bruges bruges inden en måned, skriver Sandie Tichi Madsen.
  • En voucher til en ligegyldig film, skriver Martin Christensen.

Om situationen skrev YouSee mandag eftermiddag til B.T.:

’Hen over weekenden har rigtig mange kunder været inde og vælge nye tv-kanaler og streamingtjenester. Der er dog fortsat perioder, hvor vores kunder desværre oplever, at de ikke kan komme ind. Vi beklager meget og opfordrer til, at de prøver igen senere.'

Der er endnu ikke nogen endelig tidshorisont for, hvornår YouSee forventer at have en endelig løsning på problemerne.

Andre læser også