KLUMME: Berlingske har haft fokus på, hvordan flere ungdomsuddannelser i hovedstadsområdet har dokumenterede problemer med negativ social kontrol. 

Der bliver rapporteret om unge, der udskammes, udstilles og kontrolleres for at være 'gode muslimer'. 

De eksempler, avisen er kommet i besiddelse af, vidner om en dybt religiøs og kulturel praksis, hvor der ikke er tvivl om formålet.

Jeg har altid haft svært ved at tale og forklare om negativ social kontrol til andre. Ikke så meget handlingerne i sig selv, for dem kan de fleste forstå, men den mentalitet, der ligger bag. 

For hvorfor er det så vigtigt for nogle muslimer, hvordan andre muslimer går klædt, hvad de tror på, og hvordan de opfører sig?

Det er ikke et spørgsmål, jeg bebrejder folk for ikke at forstå. For den mentalitet ligger langt fra det, vi normalt forbinder med danskhed.

Hvis man skal forstå negativ social kontrol i en islamisk kontekst, er der én ting, man er nødt til at forstå: Den, der udøver kontrollen, oplever det som en pligt. En religiøs forpligtelse. 

Vedkommende mener, at hvis han eller hun ikke griber ind, så svigter man ikke bare fællesskabet – man svigter også Gud. 

Islam kommer i et dårligt lys, hvis muslimer opfører sig 'uislamisk', og samtidigt kan man selv frygte straf fra Gud for sin tavshed.

Den detalje er afgørende. Uden den forstår man ikke, hvorfor nogle vælger at kontrollere andre.

Et af de eksempler, der bliver nævnt, er rygning. Det er interessant, fordi det afslører noget vigtigt.

Hvis kontrollen er religiøst begrundet, er det typisk de mest konservative miljøer – ofte inspireret af salafistiske fortolkninger, hvor rygning anses som forbudt. Her kan både drenge og piger blive ramt. 

Salafister på en skole bør give dybe panderynker. Det er noget, uddannelsesstedet skal tage alvorligt og finde ud af.

Men hvis kontrollen derimod udspringer af æreskultur og ikke religion, rammer den oftest piger, for en pige, der ryger, bliver set som en, der sender 'de forkerte signaler'.

Det er to forskellige logikker, men konsekvensen er den samme; kontrol.

Og her står vi så igen. Endnu en artikel. Endnu flere eksempler. Endnu en debat. Men hvis vi skal være ærlige, så er der én ting, der står klart: Vi har fejlet i forebyggelsen. Så hvad gør vi? 

For det første skal vi have skabt et sprog for negativ social kontrol. Unge skal kunne genkende det, de bliver udsat for. 

Fagfolk skal kunne identificere det og forstå forskellen på religiøst begrundet kontrol og kulturelt betinget kontrol, ofte knyttet til æresbegreber.

For det andet skal vi turde handle konsekvent. Og her bliver det ubehageligt, men nødvendigt.

Tag det fra en, der både har været udsat for og selv har udøvet negativ social kontrol; dem, der systematisk kontrollerer andre elever, bør bortvises. Især når religion bruges som begrundelse.

For hvad er alternativet? At resten af eleverne skal gå i skole med konstant overvågning? At de skal tilpasse sig? Tie stille? Kigge sig over skulderen? Overveje, om de nu er 'gode nok muslimer'? Og det bør ikke være til forhandling.