KLUMME: Hvis du følger bare lidt med i den danske samfundsdebat, opdager du hurtigt en berøringsangst, der er helt ekstrem. 

Hver gang vi taler om nationalfølelse, fædrelandskærlighed eller vores egne værdier, flygter vi med det samme i defensiven. 

Vi vejer hvert eneste ord på en guldvægt, fordi vi er rædselsslagne for, at begreber som ”national identitet” skal udelukke eller støde nogen. 

Vi tier simpelthen stille af en fuldstændig misforstået hensyntagen. Men de mennesker, vi prøver at skåne, er ofte dem, der selv dyrker den vildeste og mest kompromisløse nationalisme. 

Vi pakker herboende grupper fra Mellemøsten, Balkan eller Tyrkiet ind i vat og tager fløjlshandsker på, selvom deres historie, jord og ophav er fuldstændig helligt for dem. 

Deres egen nationale stolthed fejler absolut ingenting – den er rå, direkte og fuldstændig uden filter.

Har I nogensinde set, når tyrkere, kurdere eller palæstinensere går på gaden for deres egen fællessag, og hvordan de flagrer med deres egne flag og har klare og tydelige nationalistiske slogans til fordel for eget folk og land? 

Dem har vi set utrolig mange af. Her skal modsvaret ikke være demonstrationer for Danmark. 

Men det er blot ét eksempel ud af mange på, at dem, vi forsøger at beskytte ved at lukke ned for snakken om nationalfølelsen, selv er de mest nationalistiske. Bare ikke over for Danmark.

Alligevel sidder vi tilbage med en mærkelig berøringsangst på egne vegne. Vi opfører os som usikre værter i vores eget land, der dæmper vores egne traditioner, fordi vi fejlagtigt antager, at andre ikke kan tåle at se, hvem vi er. 

Men denne overdrevne hensyntagen yder vi til mennesker, som slet ikke fortjener den.

Hvis vi ønsker, at disse mennesker skal respektere os, er vi nødt til at have en klar idé om, hvem vi selv er som land og folk. 

Mennesker, der selv kommer fra en kultur med en stærk nationalfølelse, forstår stolthed og tilhørsforhold. 

Det, de derimod aldrig kommer til at respektere, er et folk, der kryber langs panelerne og undskylder deres egen eksistens.

Nationalfølelse i sin sundeste form handler om hjemstedsret. Det er bevidstheden om, at vi deler et sprog, en kultur og nogle helt grundlæggende spilleregler. Det er selve det fundament, der gør os i stand til at møde verden. 

Hvis du ikke har en klar definition af dit eget ophav, kan du ikke møde den anden som en ligeværdig partner.

Vi skal pakke berøringsangsten væk og stoppe med at pakke andre ind i vat. Et samfund bliver ikke mindre velfungerende af, at det tør stå fast på sine egne værdier og sit eget ophav. 

Tværtimod er en stærk og klar national selvforståelse det eneste fundament, der kan gennemtvinge den nødvendige respekt fra dem, der kommer udefra.

Derfor skal nationalfølelsen være en helt naturlig del af den måde, vi danner vores børn og unge på.

Det skal være en del af pensum på vores institutioner, og det skal føles som den mest naturlige følelse at erkende, at dét at elske Danmark er en selvfølge. 

For her er jeg født, og her har jeg hjemme.