Yaqoub Ali: Ikke alle skal have lov til at blive politikere


KLUMME: Når man skal forklare andre, hvorfor en bestemt ideologi er farlig, forsøger man først at tale med dem om den.
Hvis det ikke hjælper, henviser man til de tekster, ideologien udspringer af.
Hvis heller ikke det hjælper, håber man, at mennesker, der selv følger ideologien, åbent siger de ting, der udgør problemet.
Men hvad gør man, når heller ikke det er nok til at få folk til at vågne op og indse, hvad det er, vi står over for?
Det er det spørgsmål, jeg står tilbage med, efter at Anna Bjerre (Å) i Borgerlig Tabloid blev konfronteret med de udtalelser, Abu Mustafa tidligere havde fremsat om homoseksuelle og frafaldne muslimer – også i Borgerlig Tabloid.
Her sagde Abu Mustafa, at i hans idealsamfund skulle »homoseksuelle og frafaldne muslimer dø«.
Jeg er en af de typer, som Abu Mustafa betragter som frafaldne, og Anna Bjerre er queer. Hvis Danmark blev styret efter det ideal, Abu Mustafa bekender sig til, skulle vi altså begge dræbes.
Men det er ikke Abu Mustafas holdning, der chokerer mig. Den kender jeg alt for godt.
Det er derimod Anna Bjerres manglende forståelse for alvoren i den trussel, som typer som Abu Mustafa udgør mod Danmarks fremtid.
Alligevel mener Anna Bjerre, at en person som Abu Mustafa fortsat skal kunne få dansk statsborgerskab og dermed få døren til vores samfund holdt åben.
Det er ikke blot et svigt af vores egne værdier. Det er et svigt af mig og alle andre, der ligesom jeg risikerer at blive mål for den slags ideologi.
Jeg har tidligere opfordret til skærpede krav til dem, der vil stille op til Folketinget. Vi bør kunne forvente, at mennesker, der søger magten til at lede landet, besidder den nødvendige indsigt, viden og dømmekraft.
Nu vil jeg gå skridtet videre: Der findes holdninger og handlinger, som bør diskvalificere et menneske fra at varetage et politisk hverv.
Vi bør stille langt højere krav til dem, der vil repræsentere os. Politikere skal som minimum kunne forstå de trusler, vores samfund står over for, og være villige til at beskytte borgerne mod mennesker, der vil os ondt.
Hvis du kan fortælle en person som Abu Mustafa, at han er velkommen til at få dansk statsborgerskab, uden at tage alvorligt, hvad han mener om mennesker som mig, så har jeg ingen tillid til din dømmekraft.
Vi er til grin i vores eget land. Uanset hvor tydeligt islamister og religiøst konservative muslimer giver udtryk for deres holdninger, er der stadig politikere, som nægter at tage konsekvenserne af dem alvorligt.
Derfor har jeg ingen tillid til Anna Bjerre. Jeg har ingen tillid til, at hun handler ud fra, hvad der er bedst for Danmark og danskerne, og jeg vil aldrig frivilligt sætte mig i en situation, hvor hun får magt til at bestemme over min skæbne.
Hun har efter min opfattelse vist, at hun ikke er villig til at sætte hensynet til mennesker som mig først.
Hvis man har været i tvivl om, hvad selvmordsempati er, og hvordan den udfolder sig, har Anna Bjerre givet os et eksempel på det.
Det må ikke blive Danmarks fremtid. Det kan vi kun modarbejde, hvis vi hæver barren for, hvem der får adgang til Folketinget – landets fornemste politiske forsamling og demokratiets magtcentrum.