Yaqoub Ali: Hvis det hverken er islams eller muslimernes skyld – hvis skyld er det så?
Der er noget, jeg har tænkt meget over de seneste år.

Der er noget, jeg har tænkt meget over de seneste år.

KLUMME: Jo mere jeg tænker over det, desto mere overbevist bliver jeg om én ting: Jeg var mere accepteret som islamist blandt muslimer, end jeg er i dag som demokrat.
Dengang kæmpede jeg for en ideologi, der ville afskaffe demokratiet. En ideologi, som ikke anerkender religionsfrihed, ligestilling eller retten til at tænke anderledes.
En ideologi, der - i værste fald - vil slå anderledestænkende ihjel.
Der findes blandt mange muslimske miljøer en stærk og næsten blind loyalitet over for islam. En loyalitet, der gør, at mange slet ikke stopper op og overvejer, om kritikken måske har en pointe.
Forsvaret kommer længe før refleksionen. Sår når en muslim begrunder sine holdninger eller handlinger med islam, og resten af samfundet reagerer kritisk, kommer det samme svar:
"Det har ikke noget med islam at gøre. Det er personen, der har misforstået religionen."
Selvfølgelig er en religion ikke et menneske. Koranen kan ikke handle af sig selv. Men derfor er religion heller ikke uden betydning.
Religion former mennesker. Den giver dem et verdensbillede, fortæller dem, hvad der er rigtigt og forkert, og hvordan de bør leve deres liv.
Hvis de samme problemer bliver ved med at opstå blandt mennesker, der henviser til de samme tekster, er det vel rimeligt at spørge, om teksterne også spiller en rolle.
Det betyder ikke, at alle muslimer læser eller praktiserer islam på samme måde. Men det betyder, at teksterne må kunne diskuteres åbent, ligesom vi diskuterer idégrundlaget i alle andre religioner og politiske ideologier.
Samtidig får vi at vide, at problemet aldrig er islam, men de muslimer, der praktiserer den forkert.
Men når man så kritiserer de muslimer og deres måde at forstå islam på, bliver det heller ikke accepteret. Så hvad er det egentlig, vi må kritisere?
For mig virker det nogle gange, som om svaret er: Ingenting. Den udvikling gavner hverken Danmark eller muslimerne. Tværtimod.
Hvis al kritik bliver mødt med et automatisk forsvar, bliver der aldrig plads til den ærlige samtale om, hvorfor nogle muslimer læser de samme tekster bogstaveligt, mens andre vælger en anden fortolkning.
Det er en samtale, vi alle brug for. Og jeg tror på, at samtalen vil gavne muslimerne. Her kan de kom til orde og forklar, hvad forskellen mellem dem og islamisterne er.
Jeg har svært ved at tro på forklaringen om, at "problemet er muslimerne – aldrig nogle af islams tekster". For hvis det virkelig var tilfældet, burde kritikken af islamister blive taget godt imod.
I stedet oplever jeg det stik modsatte. Måske fordi kritikken kommer lidt for tæt på. For i det øjeblik, hvor vi begynder at tale om idéerne bag handlingerne, kan vi ikke længere nøjes med at pege på enkelte personer.
Så er vi også nødt til at forholde os til de tekster og den teologi, de henviser til. Og det er måske netop den samtale, alt for mange helst vil undgå.
Men hvis vi ikke tør diskutere idéerne, kommer vi heller aldrig til at forstå problemerne. Så bliver vi ved med at behandle symptomerne, mens årsagerne får lov til at stå urørte.