KLUMME: Eksemplerne er mange, og nogle historier er grimmere end andre, men alt for mange unge mennesker lever med begrænsninger, trusler og frygt, fordi de ønsker at bestemme over deres eget liv.

Men alligevel er historien om M noget af det mest groteske, jeg nogensinde har hørt. Jeg kalder hende for M, fordi hun gerne vil have sin identitet skjult. Af gode grunde.

M blev tvangsgift første gang som 16-årig, og siden blev hun tvangsgift endnu en gang. 

De sidste fire år har hun været på flugt. I dag lever hun under jorden med sit barn, fordi hun frygter konsekvenserne af, at have gjort oprør mod de mennesker, der burde have beskyttet hende.

Misbrug, voldtægt og vold var ikke enkeltstående hændelser i hendes liv. Det var hverdag. En virkelighed, de fleste af os har svært ved overhovedet at forestille os. 

M har aldrig måttet arbejde eller gå i skole. Først nu er hun i gang med at tage sin niende klasse.

Forleden sendte hun mig et digt, hvori hun forsøger at sætte ord på nogle af de oplevelser, der har præget hendes liv. 

Digtet begynder med ordene:

“Han slæbte mig hen ad lejligheden med fingrene viklet ind i mit hår, hen over det kolde gulv, mens min krop ramte vægge og mit ansigt ramte stilheden.”

M kontaktede mig efter at have læst et indlæg på B.T., jeg skrev for nogle uger siden om den 15- årige irakiske pige Kawthar, der blev dræbt af sin familie, fordi hun nægtede at gifte sig med sin ældre fætter. 

En historie, der rystede mange, men også en historie, som M kender alt for godt. For hun frygter den samme skæbne.

Hun ved, hvad der kan ske, når en pige siger nej. Hun ved, hvad det koster at kræve retten til sit eget liv. Hun ved, hvor langt nogle familier er villige til at gå for at håndhæve kontrol, ære og lydighed.

Derfor frustrerer det mig, når jeg ser danske muslimer reagere med vrede, bortforklaringer eller personangreb, hver gang nogen taler højt om negativ social kontrol i muslimske miljøer.

For hvad er alternativet? At tie stille? At lade som om problemet ikke eksisterer? At vende ryggen til piger som M, fordi sandheden er ubehagelig?

Har disse piger ikke krav på vores opmærksomhed? Har M’s liv ingen betydning?

Man kan sagtens tage afstand fra generaliseringer og samtidigt anerkende, at der findes alvorlige problemer, som skal bekæmpes. 

Faktisk er det en forudsætning for enhver reel forandring, at vi tør tale åbent om dem. Jeg har lovet M en stemme.

Derfor nævnte jeg hende i begge mine taler på Grundlovsdag. Og derfor vil jeg fortsætte med at nævne hende. 

Jeg vil fortsætte med at fortælle hendes historie og give plads til de erfaringer, som så mange forsøger at tie ihjel. For M fortjener at blive hørt.

Og jeg vil fortsætte kampen. Ikke kun for M, men for alle de piger og kvinder, der står i den samme situation. For dem, der lever i skjul. For dem, der frygter deres egen familie. For dem, der hver dag kæmper for retten til at bestemme over deres eget liv.