KLUMME: Man skærer hånden af tyven. Man dræber homoseksuelle. Man stener den utro.

Det er disse love og regler, man i Vesten traditionelt har forbundet med islamisk praksis og sharia.

Forestil dig derfor, at nogen foreslog, at sådanne regler skulle indføres for at imødekomme de muslimer, der ønsker det. 

Forestil dig, at det blev kaldt mangfoldighed, og at argumentet var, at et demokratisk samfund skal rumme alle og alt. Hvad ville du svare?

En af et frit og demokratisk samfunds vigtigste opgaver er, at beskytte borgerne mod middelalderlige love og normer samt at sikre lighed for loven, så ingen diskrimineres på baggrund af køn.

Kønsopdelte svømmehaller, accept af at man i sit professionelle virke kan nægte at give hånd til det modsatte køn, etablering af bederum på offentlige institutioner, er ikke neutrale fænomener. 

De udspringer af et menneskesyn, hvor mænd og kvinder ikke betragtes som ligeværdige. De diskriminerer og underminerer princippet om ligestilling mellem kønnene.

Naturligvis er der forskel på kønsopdelte svømmetider og stening af utro. Men de udspringer af den samme forestilling om køn, moral og social kontrol. Alligevel tager vi alt for let på denne del af de islamiske normer og regler.

Når kvinder tilbydes kønsopdelte svømmetider, er det ikke for at give dem mere frihed. Det er snarere en accept af den tanke, at kvinders kroppe skal skjules for mænd, fordi de ellers kan vække mandlig lyst. 

Det er ikke et forsvar for kvinderne; det er en accept af idéen om, at kvinder skal tilpasse sig mændenes behov og begrænsninger.

Når vi accepterer, at man kan nægte at give hånd til det modsatte køn på sin arbejdsplads, accepterer vi samtidigt forestillingen om, at almindelig fysisk kontakt mellem mænd og kvinder er seksuelt betinget og derfor bør undgås.

Derfor er det svært at forstå, hvorfor vi ikke tager disse praksisser mere alvorligt. Og endnu mere mærkeligt er det, at vi på den ene side tager afstand fra sharia, mens vi på den anden side accepterer eller indfører dele af den tankegang, som sharia bygger på. 

Vi kan ikke prale af vores ligestilling og samtidig acceptere normer, der særbehandler mænd og kvinder.

Denne forvirring i samfundsdebatten er et godt eksempel på, hvor lidt vi ofte forstår om sharia og islamiske normsystemer. 

Den ene del kalder vi mangfoldighed, mens vi kalder den anden del for barbarisk. Men i mange tilfælde udspringer de af det samme grundlæggende menneskesyn; forestillingen om, at samfundets moral og orden bedst sikres gennem kontrol, sanktioner og begrænsninger – særligt rettet mod kvinder.

Mit opråb til politikere på både statsligt og kommunalt niveau er derfor: Sæt jer grundigt ind i disse spørgsmål, og forstå hvad disse særkrav fra dele af det muslimske miljø i virkeligheden bygger på.

Er det dette menneskesyn, vi ønsker skal have plads i et demokratisk samfund? 

Hvis I ønsker at beskytte kvinder, så lær dem om demokratisk ligestilling og individuelle frihedsrettigheder. 

Det gør I ikke ved at særbehandle dem. Kvinder skal have de samme rettigheder og de samme forventninger som mænd. 

Hvis man ønsker at være en del af fællesskabet, bør man møde det på lige vilkår.