KLUMME: Politikere opfordrer til sammenhold. Eksperter taler om radikalisering. Medierne leder efter den personlige historie. Og ganske kort tid efter er debatten videre.

Men der er ét spørgsmål, vi bliver ved med at undgå. Hvor mange mennesker fra Mellemøsten og Afrika kan et europæisk samfund tage imod, før det forandrer sig grundlæggende?

Det spørgsmål er blevet aktuelt igen efter det seneste terrorangreb i Berlin. 

Den formodede gerningsmand er en 21-årig tysk statsborger. Han er født i Tyskland. Han er vokset op i Tyskland. Alligevel peger efterforskningen på, at han sympatiserede med Islamisk Stat.

Hvordan ender en ung mand, der aldrig har boet i Syrien eller Libanon, med at hylde en terrororganisation, der ønsker Vesten ødelagt?  Hvis vi ikke tør stille det spørgsmål, lærer vi heller aldrig noget.

Jeg bliver ofte beskyldt for at tale for meget om kultur. Men sandheden er, at vi har talt alt for lidt om den. 

For når vi inviterer mennesker til Europa, inviterer vi ikke kun arbejdskraft. Vi inviterer også deres normer, deres religion, deres syn på kvinder, deres opdragelse og deres forståelse af autoritet og demokrati.  Det ved jeg, fordi jeg selv kommer fra Mellemøsten.

Jeg kom ikke til Danmark som et blankt stykke papir. Jeg havde allerede værdier og forestillinger med i bagagen. Senere blev jeg islamist. 

Det var ikke, fordi Danmark gjorde mig til det, men fordi jeg voksede op i et miljø, hvor de idéer kunne få lov at leve. 

Det tog mig mange år at gøre op med dem, og jeg ved, at der er mennesker, som aldrig vil gøre op med dem. 

Derfor bliver jeg også træt, når nogen siger, at integrationen bare handler om tid, for den handler også om antal.

For jo flere mennesker vi henter fra samfund, hvor islamisme, klankultur og autoritære værdier fylder langt mere end demokrati og frihedsrettigheder, desto større bliver udfordringen. 

Det betyder ikke, at alle bliver islamister eller kriminelle. Selvfølgelig ikke. Men det betyder, at antallet af dem, der bliver, også vokser.

Tyskland er et godt eksempel. Efter 2015 tog landet imod et meget stort antal flygtninge fra Syrien.

Mange har fået arbejde og skabt sig et godt liv. Det fortjener de anerkendelse for, men regnestykket har også en bagside.

Tyske myndigheder har gennem flere år advaret om voksende islamistiske miljøer.

Kriminalstatistikker viser samtidig, at visse grupper af udenlandske statsborgere er markant overrepræsenteret i en række kriminalitetskategorier.

For hvis ti personer har svært ved at blive en del af samfundet, er det en integrationsopgave. Hvis titusinder har de samme udfordringer, bliver det en samfundsforandring.

Vi har gjort udlændingedebatten til et spørgsmål om moral. Enten er man god, eller også er man ond. Enten er man humanist, eller også er man fremmedfjendsk. Det er en falsk modsætning.

Man kan godt ønske at hjælpe mennesker på flugt og samtidigt erkende, at et samfund har en grænse for, hvor mange det kan integrere uden at ændre karakter.

Jo større antal af folk fra Mellemøsten, jo større er chancerne for, at unge som den formodede gerningsmand fra terrorangrebet i Berlin, som er født og opvokset i vesten, vil blive radikaliseret.