KLUMME: Jeg har efterhånden svært ved at finde ordene, når jeg læser opslag som det Omar Shargawi for nylig har skrevet om den amerikanske politiker Abdul El-Sayed. 

Det er ikke alene et udtryk for en politisk radikalisering, men også for en menneskelig og moralsk afstumpethed, jeg har svært ved at se, hvordan man skal nå ind til.

Omar anklager Abdul El-Sayed for at legitimere et folkedrab, fordi han har valgt at anerkende, at både israelere og palæstinensere har ret til fred, værdighed og selvbestemmelse. 

Men det mest opsigtsvækkende er faktisk hans kritik af, at El-Sayed tillader sig at kalde både Hamas og Israels regering for onde.

Omar beskriver det som en falsk moralsk symmetri. Han mener altså, at det er forkert at sidestille Hamas med Israels regering, og han betegner Hamas' handlinger som en del af modstandsbevægelserne hos et besat og statsløst folk. 

Med andre ord er det tilsyneladende ikke legitimt at kalde Hamas onde, fordi organisationen ifølge Omar skal forstås som en del af palæstinensernes modstandskamp.

Hamas er en islamistisk terrororganisation, der den 7. oktober begik massakre på civile, tog gidsler og begik bestialske overgreb. Alligevel er det tilsyneladende for meget for Omar at acceptere, at nogen kalder organisationen ond.

Omar kritiserer også Abdul El-Sayed for at anerkende Israels ret til at eksistere og for at mene, at israelere har samme ret til selvbestemmelse som palæstinensere.

Prøv lige at overveje, hvad det betyder. Palæstinenserne har ifølge Omar ret til en selvstændig stat, frihed og selvbestemmelse, men israelernes tilsvarende rettigheder er åbenbart ikke noget, han vil anerkende. 

Det er en besynderlig form for retfærdighed, hvor menneskerettigheder tilsyneladende afhænger af, hvilken nationalitet man har.

Hvis vi vendte argumentet om. At nogen skrev, at Palæstina ikke har ret til at eksistere, at palæstinenserne ikke har ret til selvbestemmelse, og at deres nationale identitet og ønske om en selvstændig stat var illegitimt. 

Der ville med rette lyde anklager om racisme, diskrimination og umenneskeliggørelse. Men når det er jøder og israelere, der fratages de samme rettigheder, bliver det åbenbart betragtet som progressiv antikolonialisme.

Jeg har altid talt for, at dialogen er vejen frem. Jeg har insisteret på, at vi skal forsøge at forstå hinanden, også når vores udgangspunkter er vidt forskellige. 

Men når jeg ser denne umenneskeliggørelse af jøder og israelere, må jeg erkende, at jeg ikke længere tror på, at dialog er mulig med alle. 

Særligt ikke med mennesker som Omar, som jeg anser for at være dybt radikaliserede og ekstremistiske i deres politiske verdenssyn.

For hvor skal man begynde en samtale med et menneske, der ikke engang vil anerkende, at en hel befolkningsgruppe har ret til selvbestemmelse? 

Hvad er det egentlig, vi skal diskutere, når udgangspunktet er, at nogle mennesker ikke har samme ret til at eksistere som andre? Og hvor ender det her henne? 

I vores gader råber disse aktivister, at 7. oktober var en festdag, og typer som Omar bliver ved med at umenneskeliggøre jøder og israelere i en sådan grad, at helvede ville bryde løs, hvis nogen skrev det samme om palæstinenserne.