KLUMME: Det korte svar er ja, men i sidste ende er det et individuelt valg. 

Vi kan ikke vælge for individet. Vi kan guide og gøre vores bedste for at danne individet demokratisk.

Spørgsmålet om, hvorvidt man kan være muslim og samtidig demokrat, dukker igen og igen op i den offentlige debat, og her synes jeg, vi skal være realistiske og ærlige over for os selv. 

For uanset hvordan vi svarer på det spørgsmål og tager debatten, er valget ikke vores, men den enkelte muslims måde at leve på i samfundet.

Måske er det derfor mere interessant at spørge, hvorfor det overhovedet er os andre, der skal afgøre eller definere det på forhånd. Det mest ærlige svar er, at det kun er dem, der selv lever i begge identiteter, der reelt kan svare på, hvordan de hænger sammen i praksis.

I virkeligheden er meget i livet et tilvalg. Vi vælger ikke alt fra starten, men vi tager løbende stilling til, hvad vi vil stå for, og hvordan vi vil leve. 

Det gælder også både religion og politik. Man kan være muslim, men der findes mange måder at være det på. På samme måde kan man være demokrat, men også her findes der forskellige forståelser af, hvad det indebærer.

Det er en vigtig erkendelse i snakken om dannelse og medborgerskab i Danmark. For som samfund kan vi ikke tvinge mennesker til at mene eller tro noget bestemt. 

Vi kan skabe rammerne, vi kan undervise i demokratiske værdier og vi kan insistere på, at her gælder der bestemte love og regler.

Men vi kan ikke bestemme, hvordan mennesker i sidste ende forholder sig til deres tro, kultur eller identitet.

Når det er sagt, skal ethvert samfund have værdier og et fundament for, hvordan det hænger sammen, og hvordan det ønsker, at borgerne indretter sig. Det har vi også i Danmark. 

Uanset folks valg af religion og værdier må vi insistere på, at Danmark har en kristen kulturarv og nogle værdier, som skal være klart dominerende i samfundet.

Her skal vi håbe og arbejde for, at alle borgere – uanset baggrund og tro – vælger Danmark til som deres demokratiske fællesskab. Men det valg kan vi ikke diktere.

Jeg tror grundlæggende på, at man godt kan være muslim og demokrat på samme tid. De to ting behøver ikke udelukke hinanden. 

Men om den enkelte muslim ser sig selv i den kombination, er en personlig beslutning. 

Det er ikke noget, der kan besluttes på vegne af andre i den offentlige debat, og det bliver heller ikke afgjort i politiske overskrifter. 

Og her mangler vi dansk-muslimske stemmer, der tydeligt kan sige, at den kombination er mulig. Derfor er det vigtigt, at vi ikke falder i to modsatrettede fælder. 

På den ene side må vi undgå at male fanden på væggen og melde individer ud af samfundet, fordi de har en anden religion. 

På den anden side må vi heller ikke romantisere relationen og tro, at alle konflikter forsvinder af sig selv. Virkeligheden er mere kompleks. 

Og uanset hvad handler det om, at vi fokuserer på de værdier, vi selv betragter som rigtige, mens vi samtidig holder åbent for enhver, der vil deltage i dem. 

Men det er i sidste ende deres valg – ikke vores. Der er en grænse for, hvor meget vi kan gøre.