KLUMME: Før man kan tale om, hvordan man løser et problem, er man nødt til at definere og forstå problemet. 

Og når et problem først er defineret, må det naturlige næste skridt være at forebygge det og beskytte samfundet imod det. Så simpelt burde det egentlig være.

Men vi har et problem med en politisk ledelse, der alt for ofte reagerer som om, selve definitionen af problemet er farligere end problemet selv. 

Uanset hvor meget vi definerer islamismen, uanset hvor meget vi italesætter den, og uanset hvor meget islamisterne selv dagligt minder os om, at de er ligeglade med vores retssamfund, vores love og vores værdier, så virker det som om en stor del af det politiske Danmark stadig sover.

Jeg mindede politikerne om det igen og igen under hele forløbet frem mod koranloven. Det var netop i sådan en situation, at vi var nødt til at holde fast i vores principper.  Vores problem var aldrig Rasmus Paludan. 

Langt de fleste var enige om, at han var en idiot. Problemet var, at den udfordring, der stod foran os, allerede var defineret og forklaret. Vi vidste, hvad der var på spil. Alligevel valgte vi at lukke øjnene.

For to uger siden kom der endnu et terrorangreb. Denne gang i Berlin, rettet mod Pride-paraden.

Angrebet blev angiveligt begået af en 21-årig islamist, som var født og opvokset i Tyskland. Et angreb og samtidig en stor langfinger til en politisk elite, der er så bange for at fremstå »ekskluderende«, at den har svært ved at sætte ord på det mest åbenlyse: Islamisme er en alvorlig trussel mod vores demokratiske samfund og de værdier, som vores samfund bygger på.

I et interview med Radio4 fortalte Cornelia Lotthammer, kommunikationschef i den afradikaliserings-organisation, der skulle vurdere, om Abdul Ballout, den formodede gerningsmand bag terrorangrebet i Berlin, kunne afradikaliseres, at deres tilgang til radikaliserede islamister er, at det er islamisterne selv, der skal lede samtalerne – ikke omvendt.

Hvis de radikaliserede unge ikke ønsker at tale med dem, kan de ifølge denne tilgang ikke gøre ret meget. For hvad er det egentlig, vi siger?

Vi siger, at samfundets eksperter, som er sat til at forebygge radikalisering, i praksis er afhængige af, at den radikaliserede selv ønsker at samarbejde. Vi vender altså forholdet på hovedet. 

Det bliver den radikaliserede, der sætter rammerne, mens eksperterne må vente på at blive inviteret indenfor. 

Det er et symptom på en større sygdom: Vores berøringsangst over for islamismen. Selv når opgaven er at afradikalisere islamister, virker det nogle gange som om, vi først skal have deres tilladelse til at føre samtalen.

Vi har brug for at se faren i øjnene. Og først og fremmest har vi brug for at forstå, at forebyggelse ikke må betyde, at vi gør os selv mindre tydelige af frygt for at støde nogen. 

Vi ved nok. Islamisterne minder os om det hver eneste dag. Vi kender deres syn på demokrati, frihed, køn, homoseksualitet, religion og det sekulære samfund. Det er rigeligt til at sige, at det bør være os, der sætter rammen.