KLUMME: Der er noget, jeg gennem mine voksen-år har arbejdet rigtig meget med at beherske: Mit temperament fra mine yngre dage. 

Det er lykkedes mig langt hen ad vejen. Men der er stadig ting, der kan få mit blod til at koge.

En af dem er, når journalister og politikere er så uvidende om islamister, at de ender med at give dem et overtag, hver gang de forsøger at udfordre dem.

Det så vi igen i sidste uge, da Hizb ut-Tahrir kom med et åbent brev til de danske muslimer, der skulle begynde på gymnasiet.

Budskabet var i korte træk, at de unge skulle holde fast i deres islamiske værdier, bære dem med stolthed og samtidig tage afstand fra den kultur og de fællesskaber, de møder på gymnasierne.

Når en organisation som Hizb ut-Tahrir skriver sådan et brev, er det afgørende, at man læser det grundigt og er præcis i sit modsvar – især når modsvarene kommer fra politikere og ministre.

Vi betegner Hizb ut-Tahrir som en islamistisk og ekstremistisk organisation. De betegner sig selv som muslimer og taler om islamiske værdier. Derfor kan et upræcist politisk modsvar hurtigt komme til at lyde, som om man angriber muslimers ret til at være muslimer.

De får lov til at definere konflikten som et spørgsmål om muslim eller ikke-muslim, når den i virkeligheden handler om noget helt andet: Hvilken rolle skal religion spille i et demokratisk samfund, og hvor går grænsen mellem den enkeltes frihed og forsøget på at påvirke andre?

Hvis Elias Lamrabet fra Hizb ut-Tahrir eksempelvis siger, at unge skal holde fast i deres islamiske værdier, så spørg ham: Betyder det også, at unge på gymnasier skal sprede idéen om, at et kalifat er den eneste løsning på muslimernes problemer? 

Betyder det, at unge skal viderebringe Hizb ut-Tahrirs politiske budskab om konflikten mellem Israel og Palæstina? 

Betyder det, at unge muslimer ikke bør have en personlig relation til deres ikke-muslimske klassekammerater? 

Betyder det, at en muslimsk elev skal forsøge at overbevise andre elever om, at deres måde at leve på er forkert? 

For når de siger »islamiske værdier«, mener de ikke blot noget, man selv kan praktisere og indrette sit eget liv efter. De mener noget langt farligere end det.

For der er en verden til forskel på, at en muslim vælger ikke at drikke alkohol, fordi vedkommende mener, at det er religiøst forkert, og at den samme muslim forsøger at bestemme, om klassekammeraten må drikke alkohol. 

Det første er religionsfrihed. Det andet er negativ social kontrol.

Mit budskab til udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov er derfor:

Hvis regeringen ønsker en reel ændring, så opret en kommission med nogle af landets dygtigste forskere, praktikere og eksperter i islamisme, radikalisering og forebyggelse. 

Lad dem undersøge, hvordan islamistiske miljøer opererer på vores uddannelsesinstitutioner, og lad dem komme med en national handlingsplan mod islamisme på uddannelsesinstitutionerne.

For lige nu er hverken politikerne eller vores uddannelsesinstitutioner godt nok klædt på til opgaven. Og det koster.

Det koster i form af unge, der bliver trukket ind i lukkede miljøer. Det koster i form af social kontrol. 

Og det koster i form af et demokratisk fællesskab, som vi overlader til andre at definere.