KLUMME: Der er noget fascinerende ved mennesker, som aldrig selv skal leve med konsekvenserne af de idéer, de sælger til andre.

Den seneste i rækken er Kasi-Jesper. I et TikTok-klip siger han: »Jeg mener i princippet, at vi skal have åbne grænser fuldstændig i hele verden.«

Senere begrunder han det med, at »vi skal have mere immigration, hvis vi skal have vores land til at vækste,« og at hvis folk ikke bidrager, kan de »efter 90 dage« bare sendes hjem igen.

Det lyder enkelt. Problemet er bare, at verden ikke fungerer sådan.

For det første er der milevid forskel på at invitere kvalificeret arbejdskraft til Danmark og på at tale om »åbne grænser.«

Det første har Danmark allerede gjort i årtier. Det andet er et eksperiment, ingen vestlige lande har haft succes med.

Millioner er de sidste ti år kommet til Europa, og mange lande kæmper fortsat med integrationsproblemer, parallelsamfund, kriminalitet, pres på boligmarkedet og voksende udgifter til velfærdsstaten. 

Derfor har selv lande, der tidligere førte en langt mere lempelig udlændingepolitik, strammet kursen markant.

Men det mest bemærkelsesværdige ved Kasi-Jespers udmelding er næsten, hvem der siger den.

Hvis konsekvenserne af hans idéer bliver utryghed, dårligere skoler eller boligområder med store integrationsproblemer, kommer det ikke til at påvirke ham. 

Han bor på Mallorca. 

Det er derfor, det er så let at være idealist, når regningen sendes til andre.

For virksomheder og erhvervsfolk kan mere arbejdskraft betyde lavere omkostninger og større vækst. Det er et legitimt synspunkt. Men lad være med at pakke det ind som omsorg for Danmark.

Et andet argument fra Kasi-Jesper er, at »vi kan ikke selv finde ud af at lave børn nok,« og derfor »bliver vi nødt til at få noget hjælp udefra.«

Hvis fødselstallene er for lave, burde vi først spørge, hvorfor danske familier fravælger at få flere børn. 

Hvad er det ved vores samfund, der gør det svært at stifte familie? Hvordan kan vi gøre det lettere at få det tredje barn?

Her kunne Kasi-Jesper faktisk gå forrest. Han kunne bruge sin indflydelse og sine ressourcer på at skabe ordninger, der gjorde det lettere for børnefamilier. 

Hvis han virkelig mener, at Danmarks største udfordring er de lave fødselstal, så er det her, han kunne gøre en forskel.

Jeg tror ikke, at Kasi-Jesper ønsker Danmark noget ondt. Men hans udmelding afslører en tankegang, som man alt for ofte møder hos en del af den økonomiske elite: Hvis bare der kommer mere arbejdskraft, skal resten nok løse sig.

Men sådan fungerer virkeligheden ikke.

Et land er ikke en virksomhed. Et folk er ikke en bemandingsplan. Og Danmarks fremtid kan ikke reduceres til et spørgsmål om at skaffe flere ansatte. 

Vi skal gerne tiltrække dygtige mennesker udefra. Det har vi gjort i mange år, og det skal vi fortsætte med.