KLUMME: Jeg har hørt det igen og igen: Danmark er et racistisk land. Danskerne er racister, og muslimer bliver diskrimineret.

Jeg siger ikke, at racisme ikke findes i Danmark. Selvfølgelig gør den det. Men jeg har en lidt anden erfaring, og den er måske værd at fortælle, fordi den ikke passer særlig godt ind i den fortælling, vi ellers hører.

Jeg har været kriminel. Jeg har været islamist. Jeg gik rundt med langt skæg og havde på et tidspunkt, mildest talt, et ret anstrengt forhold til Danmark. 

Jeg havde holdninger, som langt de fleste danskere ikke ville bryde sig om. Alligevel oplevede jeg aldrig, at almindelige danskere behandlede mig dårligere på grund af min baggrund. 

Jeg oplevede heller ikke, at politiet eller myndighederne så mig som mindre værd.

Det er egentlig ret tankevækkende, når jeg ser tilbage på mit liv. For den racisme og diskrimination, jeg selv har oplevet mest direkte, har ikke været fra etniske danskere. Den har været fra andre muslimer.

Jeg har oplevet, hvordan nationalitet, hudfarve og oprindelse kan fylde enormt meget i stor dele af de muslimske miljøer. 

Tyrkere mod kurdere og kurdere mod tyrkere. Somaliere mod andre grupper og andre grupper mod somaliere. Det har jeg også set, når det kommer til ægteskab. 

Da jeg var en del af det islamistiske miljø, var jeg involveret i flere ægteskabssager. Jeg oplevede mænd, som helst ville giftes med lyse piger, mens mørke piger blev valgt fra igen og igen. 

Jeg har mødt unge kvinder, som var blevet afvist så mange gange på grund af deres hudfarve, at det havde sat sig i deres selvværd. 

Jeg har selv stået i situationer, hvor jeg måtte sige til en ung mand, at hvis han ikke var seriøs, skulle han lade være med overhovedet at begynde at lære pigen at kende. Hun havde allerede oplevet nok afvisninger.

Det er også racisme. Men den slags racisme taler vi ikke ret meget om.

Til gengæld lever fortællingen om den racistiske dansker rigtig godt i store dele af de muslimske miljøer. 

Danskerne er racister. Danmark vil aldrig acceptere os. Vi bliver altid set som fremmede. 

Den fortælling kan selvfølgelig være rigtig i nogle menneskers oplevelser, og de oplevelser skal man tage alvorligt. 

Problemet opstår, når fortællingen bliver gjort til forklaringen på alt, og når man samtidig nægter at se på de fordomme og den diskrimination, der findes i ens eget miljø.

For hvis man hele tiden fortæller et menneske, at samfundet omkring ham hader ham, bliver det også sværere for ham at føle sig som en del af det. 

Han bliver ved med at se sig selv som gæst, selv om han har boet her hele sit liv. Og hvis man samtidig fortæller ham, at hans vigtigste loyalitet bør være over for muslimer og islam, så skaber man ikke medborgere. Man skaber modborgere.

Derfor mener jeg også, at vi bliver nødt til at kunne tale om racisme uden kun at kigge i én retning.

Racisme er ikke mindre forkert, fordi den kommer fra en muslim, og den bliver heller ikke mere acceptabel, fordi offeret er en anden muslim. 

Hvis man virkelig mener, at racisme er et problem, må man være villig til at bekæmpe den, også når den findes blandt ens egne. Det burde vi måske tale lidt mere om.