KLUMME: Hizb ut-Tahrir har som en del af deres kampagne brugt meget energi på at udstille den danske alkoholkultur på vores uddannelsesinstitutioner og blandt vores unge. 

En islamistisk organisation, der gerne vil belære os om, hvordan vi skal opdrage vores børn, samtidig med at den selv bærer på en ideologi, som skaber et skel mellem unge muslimer og deres klassekammerater og danske venner, fordi de tror anderledes.

I den samme uge blev en 16-årig dreng dræbt til en puttefest i Roskilde af en anden 16-årig. Et fuldstændig grotesk og meningsløst drab på et ungt menneske.

Det fik Özlem Cekic til tasterne på Facebook, hvor hun koblede drabet sammen med Hizb ut-Tahrirs kritik af den danske alkoholkultur og mente, at vi derfor skulle tage en større samtale om unges druk.

Jeg gætter på at Özlem Cekic vil det godt, men jeg synes, hun skyder helt ved siden af. For hvorfor skal et tragisk drab bruges som anledning til at diskutere noget, der ikke var årsagen til, at den unge dreng blev dræbt?

Vi kan sagtens tage en seriøs diskussion om unges alkoholforbrug, for jeg bryder mig personligt ikke om den danske drukkultur, og jeg mener bestemt, at der er noget at tage fat på. 

Men vi skal passe på med at gøre alkoholen til forklaringen på alt, for Det var ikke den danske drukkultur, der førte kniven. Det var heller ikke den danske kultur.

Det var et menneske, der valgte at tage et andet menneskes liv. Og hvis vi skal forstå den slags vold, bliver vi nødt til at turde tale om den mentalitet, der ligger bag. 

En mentalitet, hvor en konflikt kan ende med, at man tager et andet menneskes liv, og hvor vold bliver et middel til at løse konflikter.

Hvor respekten for et andet menneskes liv og værdighed bliver sat til side. Det er den mentalitet, jeg mener, vi skal turde tale om. En mellemøstlig herskermentalitet.

Og ja, jeg bruger bevidst ordet mellemøstlig herskermentalitet, fordi vi også er nødt til at kunne tale om de kulturelle normer, der kan følge med fra Mellemøsten. 

Ikke fordi alle mennesker med mellemøstlig baggrund tænker sådan. Selvfølgelig ikke. Men fordi nogle normer omkring ære, magt, dominans, hævn, maskulinitet og vold eksisterer, og fordi vi ikke hjælper nogen ved at lade som om, de ikke gør.

Vi har set det før. Samira Nawa beskrev eksempelvis et terrorangreb som ”en bil, der kørte ind i en folkemængde”. 

Nu skal vi så tale om drukkultur i forbindelse med et drab, hvor det centrale spørgsmål burde være, hvorfor et ungt menneske overhovedet kan ende med at tage en jævnaldrendes liv. Hvorfor er det så svært at kalde tingene ved deres rette navn?

Jeg har intet imod, at Özlem Cekic vil diskutere den danske alkoholkultur. Gør det endelig. Men hvorfor lige nu? 

Hvorfor bruge et drab som anledning, når drukkulturen ikke forklarer, hvorfor den 16-årige blev dræbt?

Og hvorfor er det så svært at tale om den mellemøstlige herskermentalitet, når den faktisk kan være en del af forklaringen på den type vold, vi ser?

For hvis vi hele tiden er så bange for at sige det, der er ubehageligt, ender vi med at diskutere alt muligt andet end det, der faktisk er problemet.

Så nej, Özlem, lad os først tale om dét, der faktisk dræbte den 16-årige.