KLUMME: Vi taler om religion, kultur, økonomi, boligområder og uddannelse. Alt sammen vigtige emner, men der er én ting, som efter min mening står over dem alle, og det er nationalfølelsen.

Hvis Danmark skal hænge sammen som nation, kræver det, at vi deler noget større end blot et pas eller en adresse. 

Det kræver, at vi føler os forbundet til landet, til historien, til fællesskabet og til hinanden. Det kræver en oprigtig kærlighed til Danmark.

I mange år har vi været tilbageholdende med at tale om nationalfølelse. Nogle har frygtet, at det ville blive opfattet som nationalisme. Andre har ment, at det var gammeldags. 

Men resultatet er, at vi i dag står med generationer af borgere, som ved meget lidt om deres eget land, deres historie og deres rolle som borgere.

For hvad vil det egentlig sige at være dansker? For mange er svaret overraskende uklart. Man er født her. Man bor her. Man arbejder her. Men er det nok? 

Et samfund kan ikke bygges alene på geografi. Det kræver også en følelsesmæssig tilknytning. En forståelse af, at man er en del af noget større end sig selv.

Det er netop derfor, at nationalfølelsen er så vigtig. Og nej, den kan ikke baseres på religion. 

Hverken kristendommen eller nogen anden religion kan være det fundament, som hele Danmark bygger på. 

Ikke fordi religion er uvæsentligt, men fordi religion per definition deler mennesker op i troende og ikke-troende. 

Et moderne samfund skal kunne rumme alle borgere uanset tro, og derfor må det fælles fundament være Danmark selv.

Når jeg taler om nationalfølelse, taler jeg ikke om flagviftende symbolpolitik. Jeg taler om loyalitet.

Om at sætte Danmark først. Om at have en ubetinget kærlighed til det land, der har givet os frihed, rettigheder og muligheder.

En sådan nationalfølelse har også en vigtig konsekvens. Den betyder, at når vi møder holdninger, idéer eller praksisser, som er skadelige for Danmark, så tager vi afstand fra dem. Uanset hvor de kommer fra.

Hvis skaden kommer fra en religiøs gruppe, siger vi fra. Hvis den kommer fra en politisk bevægelse, siger vi fra. 

Hvis den kommer fra vores egen familie, vores eget miljø eller vores egen kultur, siger vi fra. Ikke fordi vi hader dem, men fordi kærligheden til Danmark vejer tungere.

Arbejdet for at skabe sådan en nationalfølelse skal begynde allerede i børnehaven. Børn skal lære danske sange fra højskolesangbogen. De skal kende fortællingerne om Danmark. 

De skal lære om frihedskampen, Grundloven, folkestyret og de mennesker, der har formet landet.

Når børn vokser op med en stærk forståelse af deres land og deres fællesskab, bliver de også bedre rustet til at tage ansvar for det.

For uden en fælles nationalfølelse bliver Danmark blot et geografisk område, hvor mennesker bor side om side.

Med en stærk nationalfølelse bliver Danmark derimod et fællesskab, og det er netop det, vi har brug for i en tid, hvor så meget trækker os fra hinanden. 

En nation, et fællesskab og et Danmark bygget på et fundament, hvor kærligheden til landet overskygger alt andet.