KLUMME: Lad os få noget på det rene. Jeg har ikke været Guds bedste barn. Min fortid er ikke ligefrem noget, man forbinder med danskhed eller medborgerskab. 

Kriminalitet og islamisme. Måske den værste kombination. Men jeg har gjort alt, hvad der har stået i min magt de sidste syv år for at rette op på det. 

Ikke fordi nogen pålagde mig det, eller fordi myndighederne krævede det. Faktisk kunne jeg have valgt en langt nemmere vej.

Jeg kunne have startet forfra, taget en uddannelse, fundet et arbejde og levet et stille liv under radaren. Jeg var allerede godt i gang. Det havde været en klassisk win-win-situation.

Myndighederne ville have været tilfredse med, at jeg ikke længere ledte en islamistisk gruppe, og min familie ville have været glade for, at jeg kunne få et normalt liv. Men jeg valgte anderledes.

Min samvittighed over for Danmark kunne ikke acceptere det. Jeg valgte Danmark frem for et fredeligt liv. 

Jeg valgte at fortælle om de miljøer, jeg selv havde været en del af, og om de problemer, som alt for mange stadig ikke tør tale om.

Mit liv er et eksempel på mange ting, men først og fremmest på, hvor meget den mellemøstlige herskermentalitet fylder i dagens Danmark. Bag sociale medier, foredrag og bøger ligger en virkelighed, som kun få mennesker kender til. 

Jeg fortæller af og til om truslerne og deler nogle af de beskeder, jeg modtager, men det er kun en lille del af virkeligheden.

På grund af trusler, chikane og forsøg på at skade mig er der flere områder i Danmark, hvor jeg ikke kan færdes frit. 

Når jeg bevæger mig rundt, er jeg konstant opmærksom på mine omgivelser. Ikke fordi jeg ønsker det, men fordi erfaringen har lært mig, at det er nødvendigt.

Jeg ser sjældent mine børn. Når jeg planlægger noget med dem i København, må jeg overveje både sted og tidspunkt. 

Sidst jeg tog dem med på shopping, blev jeg overfuset foran dem. En gruppe muslimer råbte "Allahu Akbar" og kom med tilråb. 

Det, der skulle have været en hyggelig dag, endte med en samtale om, hvorfor nogle mennesker hader deres far.

Den strategi, jeg fra første dag har fået anbefalet, er, at tage forholdsregler. I praksis betyder det, at jeg skal undgå situationer, hvor jeg kan komme i fare. 

Der findes ingen fast manual. Det er noget, man hele tiden skal tænke ind i sit liv. Hvilken vej går jeg? Hvem møder jeg? Hvor længe bliver jeg? Hvem ved, at jeg kommer?

Når mennesker forsøger at intimidere, true eller udstøde andre, fordi de siger noget, man ikke bryder sig om, handler det om en herskermentalitet. En forestilling om, at man har ret til at bestemme, hvad andre må tænke, sige og mene.

Min baggrund gør, at nogle mener, jeg har pligt til at forsvare islam og de miljøer, jeg kommer fra. Når jeg nægter, bliver jeg betragtet som en forræder. 

Det bemærkelsesværdige er, at denne tankegang ikke kun findes blandt islamister. Jeg møder den også hos mennesker, der kalder sig moderate.

Hvis mennesker skal leve med frygt for at sige deres mening, så er problemet ikke længere deres. Så er det blevet hele samfundets problem.