KLUMME: Hvis vi som samfund i dag skulle tale om, hvad vi har lært af Muhammedtegningerne og den efterfølgende krise, tror jeg, at vi – trods vores uenigheder – ville kunne blive enige om én ting: 

At dele af den islamiske verden og muslimske miljøer ikke har noget problem med at true og anvende vold for at lukke munden på dem, der vover at kritisere eller »håne« deres profet.

Personligt har jeg haft et ambivalent forhold til tegningerne. På den ene side forstår jeg godt, hvor følelsen af at blive hånet kommer fra. 

Jeg har selv været der og har engang haft præcis de samme følelser. På den anden side vil jeg til enhver tid forsvare folks ret til at tegne, kritisere eller håne Muhammed og islam – eller enhver anden religion og ideologi for den sags skyld. 

Dermed ikke sagt, at man skal gøre det, blot fordi man har retten til det. Men retten til at ytre sig frit er ukrænkelig i vores demokrati, og den skal forsvares, uanset hvem der benytter sig af den, og hvem kritikken retter sig imod.

Jeg har samtidig længe ment, at Muhammed-tegningerne bør gøres obligatoriske i folkeskolen, dog uden at selve tegningerne nødvendigvis skulle vises. Den holdning har jeg imidlertid ændret.

Årsagen til, at jeg har ændret holdning, er, at jeg sidste weekend så et længere klip på TikTok. Her var en ung britisk mand taget til Vestlondon, hvor han mødte 10-15 muslimske unge og talte med dem om retten til at håne profeten Muhammed. 

Under samtalen fik han at vide, at hvis han hånede profeten, ville der ske ham ting, så snart kameraet blev slukket. Scenen fortæller ganske præcist noget om det kultursammenstød, Vesten står over for. 

Vi risikerer at gå en fremtid i møde, hvor dominansadfærd, voldsmændenes veto og trusler bliver en normaliseret praksis, der skal lukke munden på enhver, som ønsker at kritisere islam og Muhammed.

Jeg er stor tilhænger af dialog. Men der er emner, hvor dialogen, hvis den skal føre til beskyttelse af vores frihedsrettigheder og borgere, må tage udgangspunkt i de demokratiske principper, som vores samfund bygger på. 

Det gælder i særdeleshed samtalen om Muhammedtegningerne. De danske medier tør i forvejen ikke længere vise tegningerne, og alle ved godt hvorfor. 

Men ingen taler for alvor om, hvordan vi tager denne kamp op og genvinder respekten for de frihedsrettigheder, vores samfund bygger på?

Hvad nytter samtalen om forholdet mellem minoritet og majoritet, hvis en minoritet kan true majoriteten til tavshed?

Gør Muhammedtegningerne obligatoriske i folkeskolen. Vis eleverne tegningerne, og tag samtalen med dem. Vis dem de billeder, der var med til at udløse den store krise – en krise, der har sat mundkurv på store dele af den danske medieverden.

Uanset elevernes reaktion skal de vide, at tegningerne også vil blive vist i næste undervisningstime. Ikke for at provokere dem, men for at lære dem, at retten til at ytre sig ikke afhænger af, om andre bryder sig om det, man siger eller tegner.

De skal lære, at det i et frit og demokratisk samfund ikke er islam eller nogen anden religion, der sætter grænserne for vores ytringsfrihed. 

Det gør de demokratiske love og principper, som vores samfund bygger på.