KLUMME: Debatten om danskhed har endnu engang nået et kogepunkt. 

Efter TV 2-programmet Højskolen, hvor politikere, debattører og to praktiserende muslimer blev sat i stævne for at diskutere dansk identitet, står én ting klart: 

Mødet mellem dansk kultur og konsekvent islamisk praksis udstiller nogle af de mest markante kulturforskelle i vores tid.

I programmet så vi, hvordan deltagere som Abud Mustafa og Afrah Jabouri lod deres religiøse dogmer diktere adfærden på højskolen – fra at tjekke maden for alkohol og nægte at spise ved fællesbordet til modviljen mod at give hånd til det modsatte køn. 

Forskellen blev endnu mere tydelig, da begge nægtede at svare på vigtige spørgsmål fra andre deltagere. Hvis de er danske, som de påstår, hvad har de så at frygte ved at svare?

Når man prioriterer religiøse syndsbegreber og afholdenhed over det jævnbyrdige, folkelige møde, så er man i mine øjne ikke dansk. 

Men her opstår det centrale dilemma. For betyder det, at deres stemmer skal udelukkes, eller mangler vi ganske enkelt det rette begreb til at rumme deres placering i debatten?

Det er her, begrebet 'ikke-dansk danskhed' efter min mening bliver en absolut nødvendighed. Det er oplagt. 

Når vi nu har begrebet ikke-muslimsk islam, som placerer ikke-muslimer i en anden kategori i debatten om islam, hvor deres stemmer ikke har den samme betydning for tolkningen af islam, har vi brug for et tilsvarende begreb til dem, der ikke selv er danske, men som gerne taler om danskhed, og hvad den indebærer.

Mennesker som Abud Mustafa og Afrah Jabouri har en holdning til danskhed, og de deltager aktivt i samtalen om, hvad Danmark er og bør være. 

Det er i sig selv værdifuldt for debatten, at disse synspunkter kommer til overfladen. Men der er en afgørende præmis, vi må holde fast i: 

De er ikke selv danske, når de aktivt tilvælger en anden ideologi og adfærdsmønstre, der står i direkte modsætning til dansk kultur og synet på ligeværd.

Når man ikke ser sine medmennesker som ligeværdige uden om religiøse filtre, eller når man tager Mellemøstens konflikter og dogmer med ind i det danske offentlige rum – hvilket de begge har gjort, og som man kan se på deres sociale medier – har man ikke taget Danmark til sig. 

Derfor kan man heller ikke kræve at være med til at definere den danske identitet på lige fod med dem, der lever og ånder den danske kultur.

Hvorfor begrebet er nødvendigt
Begrebet ikke-dansk danskhed giver os en ramme til at forstå de aktører, der taler om og til Danmark, men fra en position uden for det danske kulturfællesskab.

1. Det placerer ansvaret for definitionen korrekt: Danmark er et lille land, og vi er ikke mange. Vi er nødt til at fastholde retten til selv at definere, hvad danskhed er. Mennesker, der ikke tager kulturen til sig, skal ikke omdefinere den for os andre.

2. Det anerkender deres tilstedeværelse i debatten: Ved at tale om en ikke-dansk danskhed anerkender vi, at stemmer som Mustafas og Jabouris forholder sig til danskheden og påvirker samfundsdebatten – men uden at vi overgiver selve begrebet 'dansk' til dem.

Derfor håber jeg, at vi fremover vil bruge begrebet ikke-dansk danskhed om dem, der ikke selv lever op til at være danske, men som gerne vil have en mening om, hvad danskhed er.