Yaqoub Ali: 'De billeder ser ikke gode ud'
Et klip fra TV 2 er gået viralt, efter det i første omgang viste flere kvinder med hijab siddende, mens der blev afholdt et minuts stilhed for den afdøde svenske familiefar.

Et klip fra TV 2 er gået viralt, efter det i første omgang viste flere kvinder med hijab siddende, mens der blev afholdt et minuts stilhed for den afdøde svenske familiefar.

KLUMME: Hvorfor er det altid jer, der ender med at skade jeres egen sag?
Jeg er ligeglad med dit tørklæde. Jeg er ligeglad med dit skæg. Jeg er ligeglad med, hvilken religion eller kultur du kommer fra. Det afgørende for mig er, hvordan du opfører dig over for dine medmennesker.
Derfor gør det mig også oprigtigt frustreret, når nogle danske muslimer igen og igen ender med at skade både sig selv og deres trosfæller.
Lad mig begynde med det positive.
Det glædede mig faktisk at se de mange unge piger med tørklæde til fodboldarrangementet. De deltog i et stort nationalt fællesskab, og det er præcis den slags deltagelse, jeg ønsker at se mere af. At man mødes på tværs af baggrunde og føler sig som en del af det samme samfund.
Men så skete der noget, som endnu en gang flyttede fokus.
Der blev holdt et minuts stilhed for en politimand, en ægtemand og familiefar, som på tragisk vis mistede livet efter et voldeligt overfald. Alle de fremmødte havde rejste sig for at vise respekt og medfølelse med de efterladte.
På et af klippene fra arrangementet kan man se en gruppe unge piger med tørklæde blive siddende. På et andet klip ses nogle af dem stå og grine under stilheden. Jeg ved ikke, hvorfor de griner, og derfor vil jeg heller ikke tillægge det en betydning, jeg ikke kender. Men billeder betyder noget. Og de billeder ser ikke gode ud.
Mange har reageret med vrede. Det forstår jeg godt.
Jeg vil imidlertid gerne sige noget andet.
Hvis de unge piger læser med, håber jeg, at de næste gang vælger anderledes. Ikke fordi de skal opgive deres religion eller deres identitet, men fordi respekt og medmenneskelighed ikke er et spørgsmål om tro. Det er et spørgsmål om anstændighed.
Det kræver ganske lidt at rejse sig op i ét minut for at vise respekt for en familie, der har mistet en far og en ægtemand. Den gestus handler ikke om politik eller religion. Den handler om at anerkende et andet menneskes sorg.
Jeg vil egentlig også gerne tilføje, at de piger, der blev siddende, er unge mennesker. De har ikke nødvendigvis den livserfaring, der gør, at de forstår, hvordan deres handling bliver opfattet, eller hvilke konsekvenser den kan få. Derfor forsøger jeg at nå ind til dem.
For jeg ønsker faktisk, at de også fremover deltager i den slags fælles arrangementer. Jeg ønsker, at de føler sig hjemme i Danmark, og at de bliver en del af de fællesskaber, som binder os sammen. Men netop derfor er det vigtigt, at de også forstår de normer og traditioner, der følger med.
Det betyder ikke nødvendigvis, at man har onde hensigter. Men det betyder, at andre mennesker lægger mærke til det. Og desværre kommer handlingen ikke kun til at handle om én selv. Den kommer til at kaste en skygge over mange andre muslimer.
Derfor kan I heller ikke skubbe ansvaret over på andre. Kritikken er en konsekvens af jeres egne handlinger.
Mit håb er ikke, at I bliver udstødt. Mit håb er, at denne oplevelse bliver en lektie. At I næste gang rejser jer. At I næste gang viser den respekt, som situationen kalder på. Og at I fortsat møder op til de fælles arrangementer, hvor vi lærer hinanden at kende.