Ja til feminisme, ja til en abortgrænse på 22 uger og ja til at se udlændinge som en gevinst.

Sådan lyder det fra Venstres progressive ‘rising star’ Sofie Mosgaard i B.T.s debatpodcast Borgerlig Tabloid.

Sofie Mosgaard er 22 år og medlem af Venstres Ungdom – og så blev hun på Folkemødet i år kåret som Danmarksmester i debat.

En titel som blandt andre justitsminister Peter Hummelgaard og Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh også har været i besiddelse af.

Selv har hun store ambitioner om at være en stærk stemme i Voksen-partiet Venstre, som hun er i gang med at overgå til – og ifølge hende er der ingen tvivl om, at Venstre skal bevæge sig i en mere progressiv retning.

Mere konkret ønsker hun blandt andet et opgør med navneloven, så forældre, der eksempelvis gerne vil kalde deres datter for ‘Morten’, kan få lov til det – og til spørgsmålet om, hvorvidt hun ser indvandring som en trussel for det liberale samfund, svarer hun »nej, jeg ser dårlig integration som en trussel mod det liberale samfund.«

»Jeg tror, at vi fuldstændig misser at sælge vores politik til en stor gruppe danskere,« lyder det fra Mosgaard, der ser et kæmpe vælgerpotentiale i både at fokusere på lavere skatter og progressive dagsordener.

»Jeg synes, jeg har nogle vildt gode idéer - hold kæft, jeg synes, jeg har ret!.« 

Men dét mener vært og politisk kommentator Joachim B. Olsen ikke. Han tager diskussionen med Sofie Mosgaard i tirsdagens afsnit af Borgerlig Tabloid.

Lyt med i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke play herunder og vurdér om du er på hold med Mosgaard eller B. Olsen!

Podcast

Hun vil gøre Venstre mere woke: ‘Hold kæft, jeg synes, jeg har ret!’

I et interview, hun har givet til Jyllands-Posten, bliver hun præsenteret som Venstre-løvinde og superdebattør. Sofie Mosgaard er medlem af Venstres Ungdom, og så hun har høje ambitioner om at være en stærk stemme i moderpartiet i fremtiden. Ifølge hende er der ingen tvivl om, at partiet skal bevæge sig i en mere progressiv retning. Vi spørger, hvorfor, hvordan og om hun virkelig tror, at hun kan tiltrække Venstre-vælgere med sine progressive holdninger. Vært: Joachim B. Olsen, politisk kommentator på B.T. Gæst: Sofie Mosgaard, medlem af Venstres Ungdom og vinder af DM i debat Producer: Maria Asmine Dam og Teis Zacho Programansvarlig: Astrid Johanne Høg Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra debatredaktør Astrid Johanne Høg - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke: https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlighed-direkte-i-din-indbakke