Tusinder af danskere rejser ud i disse dage. Det er uge 42 og efterårsferie. Jeg siger bare ’god tur’ – for kundeservice er efterhånden blevet en by i Rusland, når man flyver i Europa.

Flyselskaberne er pressede på skift – senest har Primera Air drejet nøglen om.

Jeg elsker at rejse – og engang elskede jeg at flyve. Det gør jeg ikke mere. Jeg tager bilen i efterårsferien med mine drenge!

Jeg kom for nylig hjem med fly fra Malaga. 'En træls tur', som man siger på godt jysk. Turen varede tre en halv time og foregik i et tætpakket fly beregnet til små korte indenrigsture som fx fra København til Aalborg.

Aircondition virkede ikke, og luften var nok mellem 28 og 30 grader. Passagerne sad tættere end tæt. Flyet var 40 minutter forsinket, og mens vi ventede, var der lukket for den kølige luft. Forklaringen var, at aircondition først virkede, når motoren var i gang. Og motoren var åbenbart først i gang, da vi var i ca 10.000 meters højde, for først der kom den kølige luft.

Benpladsen var så trang, at passagerer med længere ben end en normal 7-årig sad med dem boret op i ryggen på den foransiddende flygæst. Sæderne kunne af samme grund ikke lænes tilbage, så man sad lodret op og ned med maven krammet sammen, og lårene helt fastlåst. Hverken komfortabelt eller sundt.

Jeg tillod mig et kort sekund at læne mit sæde tilbage med det resultat, at damen bag kørte sine knæ rundt i ryglænet.

Skandinavisk flytransport har udviklet sig til en tarvelig form for grisetransport af voksne og børn. De mange babyer skreg på skift - og forældrene sad desperate i de trange sæder, mens sveden haglede af panderne. Jeg skulle arbejde i de tre en halv time, turen varede. Troede jeg. For jeg kunne knap få min bærbare op af tasken, og jeg måtte opgive at åbne computeren, fordi der ikke var plads til at skærmen kunne stå oprejst.

Så tænker man selvfølgelig: 'Velfærdsproblemer' og 'hvorfor købte hun ikke en business billet?'. Tja, fordi billetten i forvejen var halvdyr. Og et businesssæde var magen til de andre sæder og gav ikke mere plads til  ben eller computer.

Jeg synes oprigtigt, at de engang velrenommerede selskaber, som sørgede for at bringe os fra nord til syd og fra øst til vest i Europa, burde skamme sig over at byde kunderne på fly, der er både ukomfortable og uegnede til ruter over en time. Og uden mulighed for at købe noget, der ligner ordentlig mad for den sags skyld.

Discountselskaberne har i den grad dumpet både priser og kvalitet. Så meget, at det at flyve er mere pest end fest. Ligesom flyselskaberne flyver ligeså uregelmæssigt som DSB, når det er vinter og snestorm.

Det bliver et problem for den fortsatte globalisering og for rejseforsikringerne. Ingen har tid eller råd til at rejse, hvis de skal afsted en dag før og risikerer at komme en dag senere hjem - måske endda uden den indcheckede bagage, som man har betalt kassen for, men som først når frem efter et par dage. Det skete for en af mine kursister i Spanien. Not nice.

Jeg tager som sagt bilen næste gang. Det bliver til Stockholm. Så bestemmer jeg selv farten og komforten!