I løbet af det første tre-kvart år, hvor vi havde åbnet op i vores ægteskab til at have andre kærligheds- og seksuelle partnere, foregik det allerhedeste og vildeste faktisk i vores hjerner og mellem os. Det var som om, at der blev tændt for en hel ny kanal, vi ikke havde turde mærke før, der hed 'her eksisterer ingen skyld eller skam.

Vi tændte så meget på at dele vores drømme, længsler og fantasier om, hvad vi måske kunne opleve med andre i fremtiden. Vi syntes ikke, vi som sådan bevidst havde skjult noget for hinanden. Nogle af længslerne havde vi anet dybt nede før, men jo aldrig underholdt hinanden med, fordi hvad ville det gavne andet end at såre den anden? Det var jo ikke en mulighed – vi var jo gift og havde valgt hinanden og vi ville jo gerne blive gamle sammen…

Tidligere havde vi nogle gange snakket om at tage i en swingerklub, vi kunne godt høre, at andre havde megen glæde af det, men vi tændte ikke rigtig på det selv – så det var aldrig blevet til noget. Vi var generelt i vores sociale liv til mere dybe følelsesmæssige kontakter. Vi havde gået til dans på den lokale danseskole, men der var ikke noget med at skifte partnere i løbet af en danseaften. Vi havde nydt at elske på stranden – det havde været pirrerende og dejlig udfordrende.

Birgitte Gyrd. Foto: Claus Bech Vis mere

Æstetiske sexshops havde vi også besøgt på en kærestetur til London samt bestilt lidt legetøj over nettet. Set erotiske film, udforsket tantramassage. Og som det seneste - taget på sommerdansecamps, hvor sanselighed og naturlig kropslig samvær var i fokus.

I den første tid sås jeg med en mand gennem et halvt år, men vi havde ikke decideret sex – det var alt det andet, der fyldte. Min mand havde tre-fire møder af hver et par ganges varighed. Så det seksuelle med andre fyldte ikke så meget i starten, men det gjorde det så til gengæld mellem os. Det tændte et bål af dimensioner, der mindede om de første år sammen 20 år tidligere. Da børnene var små, var der nærmest kun nogle ulmende gløder under asken. Da de blev ældre, fik vi mere tid og valgte at prioriterede hinanden igen. Vi syntes faktisk, vi havde et fint erotisk liv sammen – et par gange om ugen og så mere i ferier og på fridage.

Nu skete der en eksplosion i vores krop til leg og lyst med hinanden. Da vi begge arbejdede hjemme, blev det nærmest mere reglen end undtagelsen, at vi i frokostpausen kravlede under dynen i privaten, et hurtigt sensuelt heftigt møde, blunde lidt. Og så i gang med arbejdet igen i hver vores firmabygning. Det gav den skønneste energi at køre på resten af dagen.

Der kom en samhørighed mellem os, som er svær at forklare. Alt kunne bare siges – intet var forbudt – i tankerne i hver tilfælde; om at tage på weekendtur i sommerhus med en anden, om at gå hånd i hånd ned ad gaden i vores provinsbys hovedgade med en anden, om at have besøg af sin nye kærlighed i vores hus, at elske med flere på én gang – måske en dag at tage på ferie med en anden partner. Da det sidste kom op, kan jeg huske, at jeg blev så svimmel at jeg måtte lægge mig ned – og hjertet bankede vildt i angst og 'excitement'.

Vi blev videbegærlige for at læse, lytte, snakke og søge al den info, vi kunne komme i nærheden af om det at dele hinanden kærlighedsmæssigt som seksuelt. Vi støvsugede den smule, der var på det danske marked, og mange aftener blev brugt på at læse op for hinanden af beretninger og oplevelser fra andre, der havde taget skridt ind i denne nye verden. Vores følelser kørte op og ned i hele spekteret fra glæde, over eufori til misteangst og gråd.  Det blev til mange sene aftener og en del rødvin.

Vi var startet på at tænke og leve på en helt anden måde, end vores monogame opvækst og påvirkning fra familie og samfund havde lært os. Vi havde nu valgt at være i verden med et radikalt anderledes mindset end det, vi tidligere troede var muligt. En ny frihed, der indbefattede masser af ansvarlighed, ærlighed, åbenhed og kommunikation.