Jeg har læst et indlæg i Politiken, skrevet af en mor, der havde allermest lyst til at aflyse julen, fordi hun syntes, den var så skide stressende, fordi hun blandt andet skulle se hele tre julekalendere med sine børn.

Og så var det en masse hvin og hyl om noget med klejner og juleafslutninger.

Hun havde det vildt hårdt. Åbenbart. Den slags elsker Politikens læsere at svælge i. Åbenbart.

Og jeg kom til at tænke på, at december og nytåret vel netop er tiden, hvor man kan sadle om og prioritere anderledes, end man har gjort i det forgangne år, så i stedet for ligefrem at aflyse julen kunne hun måske blive voksen og begynde at prioritere.

Jeg kunne foreslå damen at lade ungerne se minimum to af julekalenderne i eget selskab og spørge hende, om hun har hørt om Karen Wolf.

Jeg kom til også til at tænke på, hvad mine egne nytårsforsæt var for 2020. I 2019 handlede det om at drikke mere, og jeg skal da lige love for, at det forsæt blev taget alvorligt. Det var også noget med at følge min intuition. Den tager meget sjældent fejl, så det er jo decideret latterligt at overhøre den.

I 2020 har jeg besluttet at skrotte folk, der lyver. Det er så uendelig dumt, når voksne lyver – og af flere årsager. Dels den helt åbenlyse: Andre voksne mennesker kan altså godt gennemskue, når du fyrer lort af.

De er nemlig ikke idioter. Det er faktisk kun løgneren, der selvbedrager, der er idiot. Men du skal heller ikke lyve, al den stund at du faktisk ikke behøver det! Du er voksen! Stå ved dig selv, vær dig selv bekendt og tag de slag, der eventuelt må komme ved at sige sandheden. Du kan godt forsvare den – ellers må du mande dig op og sige undskyld.

Løgn er bare patetisk.

Og så vil jeg prøve at kigge lidt mere op. Jeg arbejder benhårdt på dét at være nærværende. Min bror var altid ekstremt nærværende, mens jeg ofte har mit ansigt begravet i min mobiltelefon.

Sådan en fik han faktisk kun et år inden, han døde – og det var ikke en smartphone. Jeg vil løfte blikket. Kigge folk i øjnene. Se, hvad der sker omkring mig. Jeg vil snuse ind. Måske lever man en lille smule mere, når man registrerer omgivelserne. Måske lytter man bedre, husker bedre, når man ser på dem, der taler.

Måske.

Og så vil jeg begynde at gå til begravelser. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har set filmen 'Harrold and Maude', en skøn perle om en ældre kvinde, der får et forhold til en meget ung mand.

De møder hinanden ved en begravelse, som viser sig at være den ældre kvindes hobby: at gå til begravelser.

Jeg har været til en del, de seneste par år. Det er trist, men det er også smukt. Og det er i hvert fald en påmindelse om, at vi alle skal herfra og derfor nok skal overveje at leve, mens vi er her. Sådan rigtig for alvor.