Det har været den store sportsmåned på tv med VM Fodbold, Tour de France, Wimbledon og andet godt. Jeg har set det hele, og her i ugerne efter er det gået op for mig, at fodbolden var taberen.

Fodbolden kom kamp for kamp til at hænge mig ud af halsen.

Var der gode mål og skønne redninger? Ja. Og der var Schmeichel og Cavani. Og belgierne og et skønt japansk hold.

Men det meste af tiden sad vi altså den halve verden og gloede på millionærer, der lå på banen og tog sig til en ankel. Ikke fordi anklen fejlede noget, men fordi det måske kunne kaste en advarsel af sig til modstanderen. Eller fordi det trak tiden ud.

Udspekuleret, kalkuleret.

Jeg vil begejstres af elitesport. Jeg vil knuge hænder og holde vejret. Jeg vil se de store helte dyste. Men jeg ser et fodboldspil, der er blevet mere kynisk end nogensinde.

Og nej, jeg er ikke en ældre intellektuel herre, der lige har fået behov for at skælde ud. Jeg er en frisk ung mand, der har elsket fodbold i 61 år. Jeg spiller selv hver torsdag kl. 18.15 med andre herrer på gravens rand.

Vi gør det 52 uger om året - også i sne og is. Vi har skrøbelige ben. Vi har kroniske sygdomme og nogle af os slipper en vind, hvis vi skyder for hårdt til bolden.

Vi burde jo passe en anelse på, men det gør vi ikke. Vi spiller for at vinde med snot ud af næsen og flimmer for øjnene, for der er ikke andre måder at spille fodbold på. Det gælder livet.

Sådan var det ikke ved VM i fodbold. Det lignede muligvis fodbold, men det var langt hen ad vejen lidenskabsløst lort. Det var taktik og beregning, obstruktion, brok og vold. Man satser på at komme foran 1-0 ved et tilfælde og bruger så resten af tiden på fysisk bekæmpelse af de andre.

Man fælder dem, man flår i dem, man river i trøjerne, man holder i armene og man bruger hovedfaldsgreb. Det lyder som energi, men det er det modsatte. Og det eneste, der står pænt og rent tilbage, er de dyre frisurer og de besynderlige tatoveringer.

Og når de så alligevel taber, kommenterer de øvet til kameraet:

»Vi kæmpede hårdt alle mand, men det var ikke vores dag.«

Og mens vi andre ligger fladt i sofaen og stirrer tomt ud i tilværelsen, hører vi dem tonløst fortsætte på tv:

»Lige nu er det jo hårdt for os.«

Gu’ er det ej hårdt for dem. Det er hårdt for os andre. Vores lys er lige blevet slukket, mens de står og taler som kommunaldirektører.

Vi hører, at de 'har ondt' af dem, der brændte straffespark. Men de bør have ondt af os andre. Vi lagde vores liv i deres i deres hænder.

Vi har ikke brug for det kalkulerede og det køligt kontrollerede. De fleste af os lever hver eneste dag i kontrollerede og kalkulerede mønstre på jobbet og i hjemmet.

Vi må ikke prutte i bussen, vi må ikke spytte på gaden og vi må ikke klappe nabokonen i rumpetten. Så når der endelig er VM i fucking fodbold vil vi have noget raseri og noget begejstring, noget risikobetonet, blodskudt og ægte.

Men det er slut.

Fodbolden er blevet så stor, at den segner under sin egen vægt. Pengene er så store, og medierne er så mange, at man er nødt til hele tiden at være i kontrol.

Nej, giv mig i stedet et godt cykelløb.

Mænd, der kæmper sig op på et bjerg med forrevne lunger og ben. Ikke fordi de kan vinde, men fordi de vil gennemføre.

Eller giv mig trodsigheden på græsset i Wimbledon, når de halser fra side til side efter bolde, der synes tabt. Og når Caroline bliver ved og ved og selv på afgrundens rand spiller for blot at vinde den næste bold.

Eller som ved VM i ishockey for nylig. Kamp og anstrengelse, tacklinger og smerte.

Sådan gør krigere. Hvis de kommer foran 1-0, vil de straks forsøge at komme på 2-0. Og hvis de så taber af det, får de vores hjerter alligevel. For de trak sig ikke taktisk tilbage. De stod ikke og fedtede baglæns med bolden. Og de lå ikke og tog sig til anklen.

Genopfind fodbold!