B.T.s debatredaktion sætter en tydelig og velargumenteret borgerlig dagsorden.

I seneste afsnit af B.T.s debatpodcast Borgerlig Tabloid med Joachim B. Olsen lød det blandt andet sådan her fra Kuno Fencker, der er medlem af det grønlandske selvstændighedsparti, Naleraq:

»Jeg tænker ikke, at det er en kæreste, der gerne vil slå op. Det er en barnebrud, der gerne vil blive selvstændig og gøre tingene selv, i stedet for at være tvunget ind i et ægteskab.«

Således sammenligner Kuno Fencker Grønland med en barnebrud, der er tvangsgift med Danmark.

Svaret fra Fencker falder, efter vært Joachim B. Olsen konfronterer Fencker med en omdiskuteret leder, som B. Olsen skrev tirsdag.

Her beskriver B. Olsen forholdet mellem Grønland og Danmark som et dysfunktionelt parforhold, hvor Grønland er den kvindelige kæreste, der gerne vil skride, men ikke har råd til det. I mellemtiden bruger »hun« al sin tid på at skælde ud på Danmark, der troligt bliver i forholdet.

»Vil vi være den patetiske mand, som bliver ved med at tage imod den ene verbale tilsvining efter den anden fra en utaknemmelig og hysterisk kæreste, som ikke gider os – og alligevel ender med at gå?,« skriver B. Olsen

Han fortsætter: »Lad os selv gøre det forbi med Grønland nu. Livet er for kort til hysteriske og skøre kællinger.«

I januar tog Kuno Fencker til USA. En tur, han fik stor kritik for
I januar tog Kuno Fencker til USA. En tur, han fik stor kritik for Privatfoto: Kuno Fencker

Konfronteret hermed lyder det altså fra Kuno Fencker, at Grønland nærmere er Danmarks barnebrud end Danmarks kæreste. 

Kuno Fencker kom for alvor i mediernes søgelyse, da han i januar i år tog en tur til USA. En tur, der udløste stor kritik – også fra Fenckers daværende partiformand, Erik Jensen. I starten af ugen resulterede de interne stridigheder i, at Fencker – mere eller mindre frivilligt – meldte sig ud af Siumut og ind i Naleraq.

Trods sin markante sammenligning opfordrer Kuno Fencker i fredagens afsnit af Borgerlig Tabloid til, at både Danmark og Grønland stopper med at pege fingre ad hinanden.

Spørgsmålet er, om han selv lever op til det?

Se fredagens afsnit af Borgerlig Tabloid på B.T.s YouTube-kanal eller lyt til afsnittet i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke ‘lyt’ herunder:

Podcast

Kuno Fencker: Grønland er Danmarks barnebrud

En af de grønlandske politikere, der råber allerhøjst om selvstændighed, det er Kuno Fencker. Han kom for alvor i medierne søgelyse, da han i januar i år tog en tur til USA. I starten af ugen skiftede han - mere eller mindre friviligt - parti fra Siumut til det selvstændighedspartiet, Naleraq. Vi har længe brændt inde med nogle meget konkrete spørgsmål til de grønlandske politikere, der har travlt med at tale om selvstændighed - og i dag får vi endelig anledning til at stille dem. Mon vi får svar? Vært: Joachim B. Olsen, debatredaktør og politisk kommentator på B.T. Gæst: Kuno Fencker, medlem af det grønlandske selvstændighedsparti Naleraq Medtilrettelægger: Maria Asmine Dam Producer: Alex brøndbjerg og Maria Asmine Dam Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra Joachim B. Olsen - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke: https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlighed-direkte-i-din-indbakke