Forestil dig, at du hvert år maksimalt må udlede en vis mængde CO₂.
Og at du derfor skal vælge mellem om du vil tage bilen, spise oksekød eller tage på ferie.
Du kan også vælge at gøre det hele. Men så bliver det dyrt.
Sådan lyder et forslag fra klimaprofessor på SDU Sebastian Mernild.
Sammen med sin kollega, klimaprofessor Eigil Kaas fra Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet, er han nemlig kommet med et forslag, som de to forskere selv kalder ‘kontroversielt’, nemlig en personlig CO₂-kvote på max seks tons CO₂ per år.
Til sammenligning udleder en gennemsnitlig dansker - ifølge den grønne tænketank Concito - i dag 13 tons CO₂ per år.
»Klimaindsatsen går alt for langsomt. Så hvorfor ikke lave kvoter som en slags personfradrag, så alle kan udlede samme antal tons CO₂ per år? Så kan man vælge at bruge sin kvote på en rejse til Thailand, til at købe 100 hakkebøffer, eller man kunne vælge at spare op til næste år,« siger Sebastian Mernild til Jyllands Posten.
Sebastian Mernild er gæst i onsdagens afsnit af I B.T.s debatpodcast Borgerlig Tabloid – og her støder han på problemer, når vært og debatredaktør Joachim B. Olsen beder ham om at følge sit eget forslag til dørs.
Et forslag, der ifølge Joachim B. Olsen i første omgang lyder som en 'joke' og ved nærmere eftertanke lyder som overvågning i en grad, man næsten ikke kan forestille sig.
Hvem skal kontrollere, om man har brugt din kvote?
»Ja, det må vi tage en snak om. Vi må opbygge nogle systemer som er pålidelige [..] Der er noget her, hvor vi er på kanten af overvågning - alt efter, hvordan vi designer det her system. Men det handler om, at vi må finde nogle balancer i, hvad vi tillader som samfund.«
Hvad hvis man står i november og har opbrugt sin kvote. Hvad så?
»Man må i princippet udlede så meget, man vil. Men når du har opbrugt din kvote, så vil der komme afgifter på resten.«
Hvor dyrt skal det være?
»Ja, det skal jo så være politisk bestemt. Det skal vi ikke bestemme.«
Hvad hvis man har opbrugt sin kvote og pludselig bliver syg og skal have CO₂-tung livsnødvendig behandling. Er det så bare surt?
»Jamen her rører du jo ved alle de nuancer, der er i det her. Jeg har ikke svaret på det hele lige her på stående fod, og vi mangler jo stadigvæk videnskabelig viden for, hvad klimaaftrykket eksempelvis er for en Panodil.«
Han fortsætter: »Det vigtige – og det, vi gerne vil med det her - er at skabe en debat. Vi er nødt til at skubbe til vores samfund og være med til at se, om vi kan gøre tingene på en ny måde.«
I onsdagens afsnit af B.T.s debatpodcast Borgerlig Tabloid tryktester vært og debatredaktør Joachim B. Olsen Sebastian Mernilds forslag og fortæller, hvad han selv mener om det.
Lyt med i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder og vurdér selv: