I danske medier diskuterer man lige nu, om Nye Borgerlige får for meget omtale i forhold til deres reelle betydning i dansk politik.
Hvis betydning er målestokken, burde vi tale langt mere om Nye Borgerlige, end vi gør, for Vermund & co. er langt farligere for Lars Løkke, end Alternativet, De Radikale og Enhedslisten er for Mette Frederiksen.
I et land med fem erklærede statsministerkandidater er det eneste, man kan være sikker på efter næste valg, at statsministeren har blå øjne. Men valgkampen kommer til at handle om alle dem med brune øjne.
Der er dog med al sandsynlighed i virkeligheden kun to statsministerkandidater, Løkke og Frederiksen, og det væsentlige spørgsmål er derfor, om de kan samle flertal bag sig. Derfor skal man se på, hvad de øvrige partier forlanger af dem.
Alternativet, Enhedslisten, De Radikale og SF, som formentlig skal udgøre et flertal bag Mette Frederiksen, larmer, ja, men de beder i store træk om noget, de kan få hos en S-ledet regering. Men Pernille Vermund og Nye Borgerlige beder faktisk om noget, de ikke kan få hos en borgerlig-liberal regering, nemlig brud på grundloven og internationale konventioner.
I VK-regeringens tid i 00'erne var det ofte sådan, at DF stak af med sejren, mens De Konservative havde svært ved at finde sejrene. I hvert fald i offentligheden. Forskellen var, at DF bad om noget, de kunne få, mens K havde det med at bede om noget, de ikke kunne få.
Dengang brugte jeg også nogle gange det billede, at man godt vidste, at elskerinden (DF) fik flottere gaver end konen (K). Men elskerinden i 00'erne kendte også sine begrænsninger - hun bad ikke om nøglerne til huset. Pernille Vermund beder om Løkkes udødelige sjæl. Det er simpelthen for meget.
De buldrer og brager på venstrefløjen, men de er grundlæggende enige om helt afgørende politikområder. De kan godt blive enige om den økonomiske politik, for selvom De Radikale stiller høje krav, kan man ikke forestille sig en S-ledet regering afvise at løse de udfordringer, landet står foran.
De kan ikke lide at tale om nødvendighedens politik, men når dagen kommer, så styrer de efter den. Bekæmpelse af ulighed og høje ambitioner på den grønne dagsorden er de også enige om. Den vanlige splittelse om udlændingepolitikken er blevet gravet dybere, men husk på, at ingen på den fløj beder Mette Frederiksen levere månen pakket ind i cellofanpapir. Man kan i hvert fald se en teoretisk vej igennem det vildnis. Ikke mindst, fordi S har opbygget det tætte samarbejde med DF.
Det ser langt sværere ud for Løkke, medmindre han kan trække sit eget flertal uden at gøre brug af Nye Borgerliges mandater.
Så nej, vi taler ikke for meget om Pernille Vermund. Vi taler for lidt om hende. Eller i hvert fald for useriøst. Det er ligegyldigt, hvem hun kysser, og hvor meget hun prøver ikke at ligne en politiker.
Det afgørende er, hvad hun gør, når hun bliver en. Kan et parti, der kalder sig borgerligt, f.eks. holde til at vælte en borgerlig-liberal regering? Kan et parti, der kalder sig borgerligt, blæse på grundloven? Og forstår partiets vælgere overhovedet, at de er ved at lægge dynamit i fundamentet af Danmarks hus?
