Hvis en og anden skulle have været i tvivl om, at menneskeheden er i samme båd – uanset hvor vi bor og hvad vi tror på – så må den være væk nu.

For et par måneder siden blev Covid-19 opdaget i Kina, for et par uger siden blev den første dansker smittet og nu er Danmark lukket ned.

Torsdag tog det Folketinget under 14 timer at opnå 100% enighed om at suspendere forsamlingsfriheden, en af grundlovens helt centrale frihedsrettigheder, i et forsøg på at forsinke smittespredningen. Klogt, men også ganske vildt.

Havde man leget med den tilsvarende tanke for 15 år siden, da verdenen sidst frygtede en verdensomspændende pandemi, var den med sikkerhed skudt ned. Men dengang blev det heldigvis ved skrækken, så indkøb af 10,5 mio. Tamiflu-tabletter og nogle højprofilerede møder om en fælles nordisk vaccineproduktion, der aldrig blev til noget, kunne genskabe roen; – denne gang er det alvor.

Hvor er det dejligt at bo i et land, hvor partierne rykker sammen, når det virkelig gælder, og hvor myndighederne og statsministeren taler samme sprog. Var jeg amerikaner, ville jeg godt nok blive forvirret af en præsident, der for kort tid siden mente, at det hele enten var Demokraternes opfindelse eller at problemerne i det mindste helt mirakuløst ville forsvinde til april, mens CDC-direktør Nancy Messonier –
amerikanernes svar på Sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm – fra starten tog sagen alvorligt.

Uanset om man sætter Amerika eller Danmark først, så hænger verden sammen. Globaliseringens værdikæder har vævet os alle ind i et skæbnesfællesskab. Måske sidder der en enkelt ved en rødternet dug bag en ligusterhæk og tænker ”fri mig”, havde vi bare haft nok i os selv – så var ”det der” blevet i Kina.

Og, jo, det havde være dejligt, men tænk lige efter. Globaliseringen har været en gigantisk succes. Da jeg blev født, levede seks ud af 10 mennesker i verden i ekstrem fattigdom, nu er det kun én ud af 10. Gennemsnitsalderen var 50 år, nu er den 70. Og det skyldes én ting: International arbejdsdeling, global samhandel og økonomisk vækst.

Alting har sin pris. Og lige nu betaler vi en pris for, at verden er blevet mindre. Men glem ikke, at netop det har gjort både Danmark rigere og Verden til et bedre sted. Og tro mig: menneskeheden overlever.

På den anden side af epidemien skal vi sætte fuld damp under kedlerne igen. I skrivende stund er 5.838 døde af Covid-19 i hele verden. Uden økonomisk vækst kommer tifold flere til at dø i fattigdom.

Jeg ved godt, at jeg er nogle uger foran nyhedsstrømmen, som lige nu har fokus på at mindske skaderne med forlængede kredittider og indviklede kompensationsordninger. Med lørdagens lukning af grænserne,
har Danmark valgt en mere restriktiv fremfærd end næsten alle andre lande i verden, og også langt mere end vore svenske naboer.

Det kan måske sundhedspolitisk være klogt, men det øger risikoen for et økonomisk tilbageslag markant.

Når vi er på den anden side af epidemien får vi alvorligt brug for en vækstpakke, der kan sparke gang i økonomien igen. Når kort og terræn ikke passer sammen, skal man følge terrænet, så valgkampens store løfter om velfærdsløft bør nedtones til fordel for initiativer, der kan trækkes os fri af en truende recession og genskabe økonomisk optimisme og investeringslyst i erhvervslivet.

Tag restauranterne som eksempel. De blev ramt først og hårdt af Coronavirus-krisen, og kan ikke bare løbe det tabte ind. Hvorfor ikke øge deres fremtidige omsætning ved at give fuldt momsfradrag for virksomhedernes omkostninger til bespisning? Helt på linje med lande som Tyskland, Norge og Sverige.

Tag iværksætterne og de små- og mellemstore virksomheder, hvor mange bliver sat tilbage, som et andet eksempel. Hvorfor ikke gøre deres liv og adgang til kapital lettere ved f.eks. at lempe kapitalbeskatningen, forbedre mulighederne for medarbejderaktier og give mulighed for at placere privatadministrerede pensionsmidler i egen virksomhed?

Så vi får nogle vilkår, der matcher andre sammenlignelige lande.

Ingen kunne forudse en verdensomspændende pandemi, så ansvarlige politikere må holde sig for ørene, hvis nogen råber løftebrud, hvis – når (håber jeg) – regering og folketing skifter fokus fra offentlig til privat
vækst. For det vil være et langt større svigt, hvis man ikke bruger økonomisk råderum på at kickstarte økonomien, når vi får styr på Covid-19.  Og tro mig, det får vi.